Vejle har i løbet af efteråret og vinteren flere gange bakset med forhøjede vandstande, og tirsdag i denne uge faldt dråberne, der for alvor fik særligt Grejs Å til at flyde over.
Allerede før middag stod dele af Vejle midtby under vand som et andet jysk Venedig, og man måtte flere steder spærre for trafik.
Det har sat skub i Vejle Kommunes tanker og planer om, hvordan man skal gardere sig mod oversvømmelser i fremtiden.
Søren Peschardt (S), der er formand for kommunens klima-, natur- og miljøudvalg, fortæller, at man vil ekspropriere landbrugsjord til opmagasinering af vand, hvis altså ikke lodsejerne selv ønsker at sælge deres jord til kommunen.
- Der er simpelthen for mange værdier på spil og for mange skæbner på spil i Vejle by til at det er rimeligt, at en enkelt lodsejer et eller andet sted opstrøms i Grejs Å-systemet skal bremse for en god og fornuftig løsning, siger udvalgsformanden.
Lodsejer siger nej
Poul Erik Juul Jensen er en af de lodsejere, der kan risikere at skulle af med sin jord. Men det er ikke noget, han vil gå med til frivilligt.
- Absolut ikke. Man kunne finde masser af arealer længere ind mod Vejle og langs åen, som var mere nærliggende og oplagt at bruge til det. Jeg synes, det er lidt tåbeligt at tage noget af det allerbedste landbrugsjord og vandparkere på, når der er arealer, der er mere oplagte, siger han.
Han understreger, at jorden er hans levebrød, og derfor kan han ikke se nogen fidus i at sælge til kommunen.
Heller ikke selvom der ville være tale om 8-10 hektar ud af hans i alt omkring 200 hektar jord.
- Jeg er ikke interesseret i at sælge på nuværende tidspunkt. Jeg er landmand, og jeg lever af at dyrke min jord. Det er ligesom at sælge den pølsevogn, du sælger pølser fra, mener han.
- Det ligger jo lige midt i en mark, og det vil jo svare til at tømme det halve af et kontor og flytte dem over i en anden bygningen. Så der er nogle driftsmæssige forhold i det, som ikke er særligt hensigtsmæssige for os.
I hans øjne vil det være noget nær tyveri, hvis kommunen eksproprierer hans jord.
- Så er vi tvangsindlagt til at sælge, og vi kan bare makke ret efter den pris, de sætter på jorden, lyder det fra Poul Erik Juul Jensen.
Andre muligheder var fredet
Der var ellers andet jord, man kunne have brugt til at tilbageholde vandet, men det er fredet, oplyser Michael Sloth, der er teknisk direktør i Vejle Kommune.
- Der er et meget stort fredet areal, som vi gerne ville bruge, men det er beskyttet, og det er en meget lang proces at få lov til at bruge det areal. Det hedder sig også, at vi skal have udtømt alle andre muligheder, inden vi søger (om at bruge arealet, red.), forklarer han.
Og det er altså derfor, man nu vil have lodsejernes jord i spil, oplyser Søren Peschardt.
- Fordi vi ligger i den naturtragt, som vi gør, og vandet kommer så hurtigt ned igennem Grejs Å-systemet, så er vi nødt til at have parkeret noget vand oppe på nogle landbrugsarealer, siger Søren Peschardt.
Han understreger, at det ikke blot er politikerne, der vil have gjort noget ved vandforholdene i Vejle by. Og han fortæller, at det er derfor, han nu vil tage mere kontante midler i brug.
- Jeg tror, at alvoren er gået op for folk, og vi er rigtig mange politikere i Vejle byråd, der er blevet kontaktet af borgere og erhvervsliv, der siger, at vi må se at få gjort noget, og det er så det, jeg lægger op til, lyder det fra politikeren.