Politiinspektør om tilrejsende indbrudstyve: Mange ser danske fængsler som 4-stjernede hoteller

Flere indbrud bliver begået af tilrejsende udlændinge. Det skyldes blandt andet, at vores fængsler ikke skræmmer.

Karl Erik Agerbo er leder af politiets Task Force Indbrud. Ifølge ham er de danske fængsler simpelthen for komfortable til at have en afskrækkende effekt på udenlandske kriminelle. (© DR)

Mere end hver fjerde af de indbrudstyve, som politiet sigter i Danmark, er tilrejsende udlændinge.

Det viser en opgørelse over årets første tre måneder, som Rigspolitiet har udarbejdet for Justitsministeriet, skriver Berlingske.

Ifølge politiet vælger mange tilrejsende indbrudstyve at slå til i Danmark, fordi de danske fængsler langt fra skræmmer dem:

- Det er ikke et stort indgreb at skulle sidde i fængsel i Danmark. Mange har fortalt til os, at det nærmest var som et 4-stjerners hotelophold at sidde i de danske fængsler. Det har selvfølgelig også en vis betydning, siger politiinspektør Karl Erik Agerbo, der er leder af Task Force Indbrud.

Let at begå indbrud i Danmark

Derfor mener Karl Erik Agerbo, at det vil være en god ide at lade indbrudstyvene afsone i den enkeltes hjemland.

- Hvis man kan få det organiseret sådan, at de lange domme på 6-7 år bliver afsonet i hjemlandet, vil det have en afskrækkende effekt, siger politiinspektøren.

Udover forholdene i fængslerne peger Karl Erik Agerbo på, at indbrudstyvene har forholdsvis nem adgang til de danske hjem.

- Der er ingen tvivl om, at de kommer til Danmark, fordi de ved, at det er relativt let at begå indbrud i Danmark. Folk er ikke så gode til at sikre deres huse, og så er opdagelsesrisikoen måske heller ikke så stor, forklarer han.

Meget organiseret

Problemet med de tilrejsende indbrudstyve er, at de går meget organiseret til værks.

- Vi har kørt flere forskellige efterforskninger mod østeuropæiske organiserede indbrudstyve, og i forbindelse med det, er vi blevet overraskede over, hvor organiseret det egentlig er.

- Vi har set, at når de kommer hertil, så kommer de kun for at lave indbrud og ikke andet. De har som erhverv at begå indbrud, og så kommer de hertil i grupperinger. Faciliteret af nogle, som bor i landet i forvejen, siger politiinspektøren.

Derfor mener Karl Erik Agerbo, at politiet skal fokusere efterforskningen på banderne.

Sigter indbrudstyve fra Chile

Ifølge Berlingske er flere end 2.000 statsborgere fra 12 østeuropæiske lande blevet sigtet for overtrædelser af straffelovene og særlovene i årets første tre måneder, og 27,4 procent af alle sigtelser for indbrud i private hjem står tilrejsende udlændinge for.

Siden 2010 er antallet af østeuropæere, der er blevet sigtet efter straffeloven og særlove steget markant. I 2010 blev 6.752 fra 12 forskellige lande i Østeuropa sigtet, mens tallet sidste år lå på 10.258 personer.

Ifølge Karl Erik Agerbo har også en hel ny nationalitet kastet sig over indbrudskriminaliteten i den seneste tid.

- Det er primært Litauen og Rumænien, men i øjeblikket ser vi faktisk også gerningsmænd fra Chile. Det er chilenere, vi i høj grad sigter lige i øjeblikket, siger han.