Medlemmer fra den voldelige gadebande Loyal To Familia var blandt de 70 anholdte under urolighederne i det vestlige Aarhus sent i går aftes.
Ifølge Aarhus Stiftstidendes oplysninger er den berygtede bande ved at slå sig ned i Aarhus, og Østjyllands Politi forsøger derfor at modarbejde en etablering.
Der går rygter om, at Loyal To Familia er ved at oprette en afdeling i Aarhus. Hvad er dit kendskab til det?
- Vi gør alt for at forhindre det. Vi er til stede derude for at sende et signal om, at vi ikke vil have den måde, de optræder på, siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen til DR Nyheder.
Der opstod i går aftes uenigheder mellem flere løse og faste grupperinger ved Gellerupparken, og flere begyndte at iklæde sig masker. Politiet skred ind og foretog en række præventive anholdelser. Én har i dag været i grundlovsforhør, sigtet for at være i besiddelse af narkotika. Han er blevet varetægtsfængslet i fire uger.
- Vi kender langt de fleste, der var derude, i forvejen. Nu skal den politimæssige efterforskning afdække, om nogen skal sigtes og for hvad, siger Jesper Bøjgaard Madsen.
Flere af de løsladte personer kan se frem til sigtelser for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for fornærmelse mod tjenestemand.
Ledende bandemedlem er løsladt
Loyal To Familia er særligt kendt fra Blågårds Plads i København og har tidligere gået under navnet Blågårdsbanden.
Ifølge Stiften.dk er en af de ledende figurer i banden Shuaib Khan blevet løsladt i slutningen af marts i år. Han sad inde for vold med døden til følge i Jomfru Ane Gade i Aalborg, hvor han dræbte en 21-årig med 14 knivstik.
Politiet oplyste her til morgen, at der blev fundet "et større antal" slagvåben og stikvåben på stedet, hvor masseanholdelsen skete.
Politiet er fortsat til stede i Aarhus Vest og vil være det igennem weekenden.
- Vi har sendt ekstra politi derud, og vi har oprustet samarbejdet med frivillige organisationer og med Aarhus Kommune, så vi er godt på banen over for de unge, siger Jesper Bøjgaard Madsen.