Et nyt supervåben i form af et it-system vil gøre det sværere at være kriminel i fremtiden.
Sådan lyder det fra politidirektør Svend Larsen, som kalder det nye system, Polintel, for en revolution for dansk politi. Det skriver Berlingske.
Systemet, som politiet har købt for et trecifret millionbeløb, skal rulles ud til sommer. Det indsamler, opbevarer og analyserer store mængder data, fortæller Svend Larsen.
Hvor politiet i dag bruger 80 procent af tiden på at indsamle data og kun 20 procent på at behandle dem, så vil det nye værktøj ifølge politidirektøren vende politiets tidsforbrug fuldstændig på hovedet.
- Det bliver et kvantespring ind i et moderne politi, siger han til Berlingske.
En af systemets væsentligste funktioner er, at det samler alle de oplysninger, som politiet i dag har liggende i forskellige registre. Dermed kan systemet på få sekunder knytte oplysningerne til hinanden.
Ved hjælp af forskellige datakilder skal programmet også kunne forudse, hvor der er størst sandsynlighed for, at der vil ske kriminelle handlinger.
/ritzau/