Københavns Politi vurderer, at op mod 200 personer mere kan rejse erstatningskrav i Tibetsagen.
Det fremgår af et aktstykke fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til Folketingets Finansudvalg.
Finansudvalget skal torsdag tage stilling til ministerens anmodning om at sætte flere penge af til erstatningskrav, som muligvis kan blive rejst i fremtiden.
Det sker, efter at politiet tidligere i april besluttede at give erstatning til otte personer, fordi deres demokratiske rettigheder blev krænket, da betjente hindrede dem i at at ytre sig og forsamle sig, da blandt andre Kinas præsident var på besøg i København.
De otte har for flere år siden anlagt retssager mod Københavns Politi, som besluttede at efterkomme deres krav. Hver af de otte personer får 20.000 kroner i erstatning.
Det betød, at retssagerne mod politiet er afblæst. Politiets beslutning om at give erstatning blev begrundet med den konklusion, som Tibetkommissionen i nåede frem til i december sidste år.
Der blev det slået fast, at der blev givet klart ulovlige ordrer om at hindre demonstranter i at være synlige for præsident Hu Jintao under et statsbesøg i 2012.
Betjentenes indgreb gentog sig endnu engang året efter, da en anden højtstående kineser gæstede Danmark.
/ritzau/