Der er udsigt til flere fremstrakte hænder i de københavnske gader i de kommende måneder. Antallet af østeuropæiske tiggere vil stige, og politiet vil forsøge at få udvist de mest ivrige.
Med de mildere temperaturer søger tiggerne ligesom trækfugle mod nord.
- Tysk politi fortæller os, at de er begyndt deres rejser nordpå, siger politikommissær Henrik Oryé på Station City i København.
Organiseret
Politiet er overbevist om, at en del af tiggeriet er organiseret.
- Mange er sat ud af bagmænd, som de skal aflevere en del af pengene til. De fortæller dem, hvor de skal sidde, hvor de kan sove om natten og organiserer i det hele taget tiggeriet, siger politikommissæren.
Endnu har politiet ikke rejst sag mod en herboende bagmand.
Ønsker tiggere udvist
Politiet forsøger at få udvist de udlændinge, der overtræder paragraffen i straffeloven om betleri, som er den strafferetslige betegnelse for tiggeri.
Men borgere fra andre EU-lande kan ikke bare skubbes ud af landet, står der i et direktiv. De skal udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige orden, før udvisning kan ske.
Prøvesag
I en række tidligere sager, er det ikke lykkedes at få folk dømt for tiggeri udvist.
- Vi regner med, at der kan ske udvisning fjerde gang, en EU-borger tages for betleri, siger politikommissær Henrik Oryé. Nu planlægger politiet at præsentere domstolen for en sag på dette niveau for at fastlagt grænsen.