Politiet vil scanne 30 millioner nummerplader om året

Et nyt system skal gøre det lettere for politiet at finde biltyve og farlige biler.

Det nye system skal blandt andet gøre det lettere for politiet at finde stjålne nummerplade.

Et nyt it-system giver politiet mulighed for at scanne over 30 millioner nummerplader om året. Det skriver Berlingske.

I dag er det betjentene, som manuelt må sidde i patruljevognene og holde øje med ummerpladerne på mistænkelige biler.

Mobilkameraer skal gøre arbejdet

Fremover vil det i stedet være mobile overvågningskameraer i politibilerne, der gør arbejdet for betjentene, der lettere kan snuppe stjålne biler eller nummerplader.

- Og så er der de mange sager, hvor folk ikke har fået bilen til syn eller ikke har betalt den lovmæssige forsikring på bilen. Dem ved vi også, at vi kommer til at få rigtig mange af, siger Svend Larsen.

Derudover kan politiet, ifølge Svend Larsen, bruge det til at analysere trafikmønstre.

Kendt fra Storbritannien

Systemet er kendt fra Storbritannien, der hvert år registrerer tre milliarder nummerplader.

Hvordan det præcist vil blive skruet sammen i Danmark er endnu ikke på plads. Det arbejder politiet sammen med Datatilsynet om at få styr på.

Et af punkterne er blandt andet, hvor længe politiet skal opbevare de mange data. Det kan være et problem for privatlivets fred, mener formand for Retspolitisk Forening, Bjørn Almquist.

- Vi har fået fastslået ved EU-domstolen, at det er ulovligt at indsamle så store mængder af oplysninger, hvis man beholder dem i lang tid, siger han.

- Spørgsmålet er så, hvor meget er lang tid, og hvad er stor mængde. Men det er altså noget, der må komme an på en konkret vurdering, når vi ser det endelige forslag.

Logningsdirektiv afskaffet

Tidligere i år erklærede EU-domstolen, at EU's såkaldte logningsdirektiv, der gav medlemslandene ret til at gemme oplysninger om privatpersoners data fra telefon- og sms-samtaler i et år var ugyldigt.

Forklaringen var, at direktivet overtrådte grundlæggende menneskerettigheder, og at overvågningen var ude af proportioner.

Danmark var ikke en del af aftalen, men baserede i store træk lovgivningen derefter. En lovgivning som blev afskaffet tidligere i denne måned.

Data vil blive brugt

Svend Larsen tror ikke, at den kommende nummerpladeovervågning vil blive endnu en overtrædelse af privatlivets fred.

- Vi ved, at der er rigtigt mange, der kører rundt i farlige biler, fordi de ikke har været til syn. Vi ved, der er rigtig mange, der kører rundt i stjålne biler, og vi ved, at der er rigtig mange stjålne nummerplader. De her data vil blive brugt, siger han.

Indtil videre forventer Svend Larsen, at politiet vil gemme oplysningerne om scannede nummerplader i omkring 30 dage.

Det nye system forventes at blive indført i 2015.