Bunken af sager vokser hos politiet, efter at superligakampen mellem Brøndby og FC København i går endte med tumult og vold på tribunerne blandt FC Københavns fans.
I formiddags havde Københavns Vestegns Politi oprettet 42 sager, men her i løbet af dagen er tallet steget til 46 sager. Mindst 19 af sagerne handler om vold mod tjenestemænd, mens mindst to handler om vold mod kontrollører på stadion.
- Det er af den grove kaliber, fortæller Brian Toftemann, vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi med ansvar for politiopgaven i går aftes.
Politiet har også oprettet sager om fyrværkeri, maskeringsforbud og euforiserende stoffer og leder nu efter gerningsmændene.
Samtidig varsler Københavns Vestegns Politi, at der kan komme endnu flere sager, når hele oprydningsarbejdet er afsluttet.
- Der er rigtig meget videomateriale, der skal gennemgås. Ud fra det regner vi med, at vi kan identificere og oprette endnu flere sager og sigtelser mod dem, som har lavet ugerningerne i går, siger han.
Indtil videre er seks personer sigtet for urolighederne i går, hvor et par betjente og vagter slap med mindre skader. De seks blev i går anholdt, men er alle løsladt igen efter afhøring.
Politiet har endnu ikke evalueret deres indsats i går på Brøndby Stadion og har heller ikke afholdt evalueringsmøder med de to klubber.
Men umiddelbart var politiet godt nok forberedt, lyder det fra Brian Toftemann.
- Jeg synes, vi var ret godt forberedt på opgaven i går, og jeg synes såmænd også, at vores kolleger løste den ganske udmærket inde på stadion. Det er ikke så tit, at vi er derinde og arbejde, men jeg synes faktisk, at vi relativt hurtigt fik skabt den fornødne ro, så kampen kunne blive afsluttet på en god og værdi måde, siger han.
Urolighederne opstod mod slutningen af kampen, da Brøndby bragte sig foran 1-0, som også blev kampens resultat.
Billeder fra udebaneafsnittet, hvor FC Københavns fans opholdt sig, viser maskerede fans, der kaster med ting, vælter et hegn i hovedet på politiet og opfører sig truende over for det kampklædte politi, der under kampen rykkede ind på stadion.
Københavns Vestegns Politi har ikke noget bud på, hvorfor urolighederne opstod.
- Jeg må overlade det til de personer, som lavede urolighederne, at svare på spørgsmålet om, hvorfor søren blev de så urolige, som de gjorde. For de har før prøvet, at der bliver scoret imod dem, så det må være et spørgsmål, som de må kunne svare på, siger Brian Toftemann.