Politiet udvider med ny visitationszone på Vestegnen

Efter skyderi i weekenden i Ballerup har Københavns Vestegns Politi besluttet at indføre en ny visitationszone.

Politiet har indført en ny visitationszone på Vestegnen efter skyderi i weekenden. (Foto: © Nikolai Linares, Scanpix)

Københavns Vestegns Politi har tirsdag besluttet at indføre endnu en visitationszone.

Den nye zone kommer til at gælde et område i dele af Ballerup og Herlev Kommune samt på grænsen til Glostrup og Rødovre Kommune.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Det sker på grund af den verserende bandekonflikt i området i og omkring Storkøbenhavn, lyder det.

Senest var der et skyderi søndag ved Magleparken i Ballerup.

- Ligesom der tidligere har været anmeldelser om skud afgivet i visitationszonens område, skriver politiet.

Skyderiet i Ballerup er det tredje skyderi siden torsdag aften i Københavns-området.

Gælder frem til 26. oktober

Visitationszonen gælder fra tirsdag klokken 16.00 og frem til 26. oktober klokken 23.00.

Fredag indførte politiet en visitationszone i dele af Gladsaxe og Herlev. Den gælder frem til samme dato i slutningen af oktober.

Den visitationszone blev indført efter et skyderi torsdag aften på Juni Alle i Søborg. Her blev en 20-årig mand med banderelationer ramt af skud i benet.

En visitationszone giver politiet ret til at kropsvisitere alle, der færdes i zonen, uden begrundelse. Det samme gælder ransagning af biler.

/ritzau/