Politiet tror ikke på, at FRP-politiker blev overfaldet

Fremskridtspartiets spidskandidat i Nakskov, Anne-Lise Jønch Pedersen, har ikke overbevist politiet om at hun mandag blev overfaldet på åben gade. Der er ingen vidner, og ingen fysiske spor efter et overfald, siger politiet.

Politiet mener ikke at der har fundet et overfald sted.

Kriminalpolitiet i Nakskov tror ikke på overfaldet på Fremskridtspartiets spidskandidat, Anne-Lise Jønch Pedersen. Hun har over for medier hævdet, at hun blev overfaldet i Nakskov af en ung 17-årig med indvandrerbaggrund.

Politiet gik i dag på eget initiativ ind i sagen og siger nu, at "der ikke er holdepunkter for at tro, at den kvindelige spidskandidat har været udsat for overfald under de omstændigheder, hun har anført over for pressen."

Skiftende forklaringer

Kriminalpolitiet i Nakskov har i dag afhørt Anne-Lise Jønch Pedersen, og kriminalinspektør Søren Ravn-Nielsen oplyser, at hun fastholder, at overfaldet fandt sted. Men hun kommer samtidig med flere skiftende forklaringer, som ikke kan bekræftes af de faktiske omstændigheder.

Kriminalinspektøren siger til DR Regionalen at Anne-Lise Jønch Pedersen ikke har fysiske spor efter det påståede overfald. Der er heller ingen vidner, selv om det skulle være sket ved højlys dag, mens hun drev valgkamp. Anne-Lise Jønch Pedersen har endda givet flere forklaringer om, hvor overfaldet skulle være sket.

- Der er på det foreliggende grundlag ikke holdepunkter for at tro, at der har fundet en forbrydelse sted, konkluderer kriminalinspektøren og understreger at politiets undersøgelse er afsluttet.

Sporløse skader

Anne-Lise Jønch Pedersen, der stiller op til valget i Region Sjælland, fortalte, at hun blev overfaldet, da hun stod på gaden og samlede underskrifter til Fremskridtspartiet. Hun hævder at hendes briller blev ødelagt, at hun fik splinter i øjet og fik skadet to tænder.

Tidligere i dag meddelte fremskridtspolitikeren så overraskende, at hun vil fungere som den unge mands bisidder hos en snak med kommunen. Hun hævder at det sker, efter at hun tirsdag mødtes med drengens tyrkiske far, der kunne fortælle, at drengen er røget ind og ud af institutioner og fængsler.