Politiet til Christiania-gerningsmand: Vi ved, hvem du er, så meld dig selv

Den farlige gerningsmand er stadig på fri fod efter skyderier på Christiania, oplyser Københavns Politi.

Politiet omkransede natten til torsdag Christiania i jagten på gerningsmanden, der skød to betjente og en civil. (© DR Nyheder)

- Vi ved, hvem du er. Meld dig selv. Ellers finder vi dig.

Sådan lød meldingen fra politidirektør hos Københavns Politi Thorkild Fogde efter onsdagens skyderier på Christiania.

- Vi regner med at have positivt ID på gerningsmanden. Med andre ord ved vi, hvem gerningsmanden er, sagde han på et pressemøde foran Politigården i København klokken 02:15 natten til torsdag.

Gerningsmanden trak et våben under en anholdelse på Pusherstreet på Christiania og skød og sårede to betjente og en tilfældig civil forbipasserende.

Ifølge DR Nyheders oplysninger har samtlige politipatruljer fået tilsendt et billede af gerningsmanden. Politidirektør Thorkild Fogde oplyser, at politiet endnu ikke vil gå ud med et signalement af gerningsmanden, som er kendt af politiet.

- Vi har at gøre med en farlig gerningsmand, og derfor tager vi forholdsregler.

Intens jagt efter gerningsmanden

Politiet har natten igennem også været massivt til stede i området ved Christiania, hvor gerningsmanden er blevet jagtet intenst.

Kampklædte aktionsstyrker rykkede ind på fristadens område, mens politibiler og betjente forsøgte at danne en jernring omkring fristaden.

Politiet fortsætter jagten på gerningsmanden natten til torsdag og beder folk om at holde sig væk.

- Folk skal blive inde og lade være med at gå ud og lad politiet passe sig af det. Gerningsmanden er farlig, så lad os tage os af det, siger han.

En af de ramte betjente er fortsat i livsfare.

Politiet forventer at give flere informationer klokken 06.00 torsdag morgen.

Se politiets pressemøde fra kl. 6.00 i morges: