I alt otte unge mænd blev fredag varetægtsfængslet for at have ladet sig hverve hos Islamisk Stat i Syrien. Fire af dem befinder sig dog tilsyneladende i udlandet.
Men allerede tirsdag blev en mand i et hemmeligholdt retsmøde varetægtsfængslet for at lade sig hverve til Islamisk Stat.
Det oplyser Københavns Politi fredag aften i en pressemeddelelse.
- Retsmødet i den sag blev holdt for såkaldt dobbeltlukkede døre af hensyn til gårsdagens aktion, skriver politiet med henvisning til anholdelsen torsdag af fire af de mistænkte.
- Retten har i dag (fredag, red.) besluttet, at dørlukningen nu er indskrænket, så sigtelsen kan oplyses, hedder det videre i pressemeddelelsen.
Dermed er i alt ni personer blevet fængslet i sagen. For de fires vedkommende er det dog sket, uden at de selv var til stede, da de formentlig opholder sig i udlandet. Men fængslingskendelsen betyder blandt andet, at de kan efterlyses internationalt.
Alle ni er varetægtsfængslet til 3. maj. En tiende mand blev også fremstillet i fredagens grundlovsforhør, men han blev løsladt af dommeren.
For flere af de sigtedes vedkommende har politiet sat meget nøjagtige datoer for deres tilslutning til Islamisk Stat.
Den detalje underbygger forlydender i pressen om, at politiets mistanke delvist bygger på et massivt læk af interne IS-dokumenter til britisk presse for nylig.
/ritzau/