Politiet søger vidner efter eksplosion ved Skattestyrelsen: Har du set denne hvide bil?

Politiet leder efter vidner, der har set en hvid bil i forbindelse med eksplosionen ved Skattestyrelsen.

Har du set denne hvide bil? Så vil politiet gerne tale med dig. (© Foto fra Københavns Politi)

Politiet efterlyser nu vidner, der har set en svensk indregistreret hvid Citroën Berlingo i forbindelse med eksplosionen ved Skattestyrelsen på Østerbro i København.

Det er en svensk indregistreret bil, som de mistænkte gerningsmænd bag eksplosionen ved Skattestyrelsen er set køre i.

Eksplosionen rystede tirsdag aften i sidste uge Skattestyrelsens bygninger på Østerbro i København. En eksplosion, som politiet efterfølgende har kaldt et angreb.

En 22-årig svensk statsborger er mistænkt og anholdt for angrebet, og han har i dag været for byretten i Malmø. En svensk dommer har netop sagt, at den mistænkte skal varetægtsfængles og siden udleveres til Danmark.

Bilen er i politiets varetægt

Selve bilen er beslaglagt af politiet og er i politiets varetægt, skriver politiet på Twitter, hvor de også gør det klart, at det er vidner til den hvide bil, de nu søger.

Bilen er en årgang 2010, hvor der er monteret sorte tagbøjler på, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet er bilen kørt til Danmark via Øresundsbroen den 6. august omkring klokken 21.40, og at den forlod dansk jord igen samme aften cirka 22.50.

Politiet har også lavet et kort, der viser den rute, de mener, at bilen har kørt.

Det er denne rute, som politiet arbejder ud fra, at bilen har kørt. (© Københavns politi)

- Vi arbejder ud fra en antagelse om, at gerningsmændene har kørt den her rute, udtaler vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Brian Belling i pressemeddelelsen.

- Det kan ikke udelukkes, at bilen er stoppet undervejs, og at de mistænkte har mødt andre personer. Vi vil derfor meget gerne i kontakt med vidner, der har set bilen på eller i nærheden af ruten

Politiet leder efter folk, der har været på ruten, mens bilen har kørt på de danske veje. Især hvis nogen ligger inde med billeder eller videoer, hvor bilen indgår.

En person kom til skade i forbindelse med angrebet på Skattestyrelsen, da vedkommende blev ramt af fragmenter fra eksplosionen, men var selv i stand til at søge hjælp på skadestuen.