Politiet knytter 14 år gammel overgrebssag til den dømte i Mia Skadhauge Stevn-sagen

Ifølge DR's oplysninger skete episoden meget tæt på stedet, hvor han samlede den nu dræbte studerende op.

Thomas Thomsen har anket til Vestre Landsret. Han vil frifindes for drab og voldtægtsforsøg. Han har dog erkendt usømmelig behandling af lig. (Foto: © Jesper Andkjær, Ritzau Scanpix)

Når ankesagen mod forvaringsdømte Thomas Thomsen skal for retten i Vestre Landsret, kommer anklagemyndigheden til at medbringe ny ammunition.

Ifølge DR Nyheders oplysninger matcher Thomsens dna et spor i en gammel sag om et overgreb på en sovende kvinde i Aalborg i 2010.

Beviset er kommet politiet i hænde, efter at Retten i Aalborg sidste sommer kendte manden skyldig i forsøg på voldtægt, partering og drabet på den 22-årige sygeplejerskestuderende Mia Skadhauge Stevn.

Sagen drejer sig om en episode i en lejlighed tæt ved Jomfru Ane Gade, hvor to kvinder efter en tur i byen vågnede ved, at en mand var i gang med at begå et seksuelt overgreb på den ene kvinde.

Manden flygtede ud af lejligheden, og sagen blev ikke opklaret.

Mia Skadhauge Stevn kom aldrig hjem fra sin bytur. Hun blev dræbt februar 2022.

Ifølge DR Nyheders oplysninger har Thomas Thomsens dna givet et match på dna fra episoden.

Da den 38-årige mand samlede Mia Skadhauge Stevn op i sin bil, skete det tæt på netop Jomfru Ane Gade.

Hvorfor sagerne først er blevet koblet sammen nu, er uvist, men det kan hænge sammen med dna-teknologiens udvikling de senere år.

Selve forholdene er forældede, hvilket betyder, at Thomsen ikke kan blive tiltalt. Til gengæld er de to kvinder og den enes kæreste indkaldt som nye vidner i sagen.

Tre nye vidner indkaldt

Den tiltaltes forsvarer, advokat Mette Grith Stage, ønsker ikke at kommentere DR's oplysninger. Det samme gør sig gældende for anklagemyndigheden.

Anklageren i sagen, Emil Stenbygaard, fortæller dog, at anklagemyndigheden har indkaldt tre nye vidner.

Det bekræfter Mette Grith Stage, der i samme ombæring oplyser, at hun har protesteret over indkaldelsen.

- Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg synes, de er overflødige.

Vestre Landsret har endnu ikke taget stilling til, om man vil tillade de nye vidner.

Mette Grith Stage mener ikke, at de tre vidner bør tillades. (Arkivfoto) (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Nordjyllands Politi afviser også at kommentere sagen og henviser til, at sagen endnu ikke er afsluttet ved retten.

Den nu 38-årige mand blev i slutningen af juni sidste år idømt forvaring ved Retten i Aalborg for drab, usømmelig omgang med lig og forsøg på voldtægt af Mia Skadhauge Stevn.

Manden ankede selv dommen, fordi han enten vil frifindes eller få en mildere straf. Han havde erkendt usømmelig omgang med lig, men nægtede de andre anklager mod ham.

Vestre Landsret indleder ankesagen den 13. maj.