Politiet klar til at sætte nye kameraer op på Christiania

Hvis politiet kan se, hvem der har ødelagt politiets tv-overvågning på Christiania, kan de forvente retsforfølgelse.

Dannie Rise, leder af Task Force Pusher Street, ønsker at retsforfølge dem, der har ødelagt politiets overvågning på Christiania.

Politiet melder sig klar til at sætte nye kameraer op i Pusher Street.

Det er beskeden fra lederen af Københavns Politis Task Force Pusher Street, Dannie Rise.

- Vi fortsætter ufortrødent. Vi har flere kameraer på lager, så vi skal nok derud igen, siger han.

I morges satte Københavns Politi to overvågningskameraer op i Pusher Street. Samtidig blev skilte sat op flere steder på Christiania med beskeden om, at området nu bliver tv-overvåget.

Men omkring middagstid blev overvågningen afbrudt af folk på Christiania. Et kamera røg ned og blev smadret. Et andet blev dækket til af en sort affaldssæk.

Politiet kalder det "ærgerligt", at nogle få typer, der ernærer sig ved hashsalg, ikke kan lade kameraerne hænge i fred.

Udover at gøre klar til at hænge nye kameraer op, vil politiet nu også gennemse det videomateriale, som de kan få adgang til.

- På dem kan det måske lykkes at identificere nogle af de her mennesker, og så vil vi prøve at se, om vi kan strafforfølge dem, siger Dannie Rise.

Her forsøger en person at hænge en sort plastiksæk over et overvågningskamera i Pusher Street.