Politiet har sigtet 1500 Uber-chauffører før afgørende dom

Over de seneste måneder har Københavns Politi sigtet 1.500 Uber-chauffører. De kan få bøde i posten efter dom.

Afgørelsen i retssagen mod fire Uber-chauffører kan få betydning for op mod 1.500 andre danske chuaffører fra tjenesten. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Scanpix)

Når Københavns Byret afsiger dom i fire sager mod tidligere Uber-chauffører mandag eftermiddag, så kan det få konsekvenser for en lang række andre tidligere chauffører.

Siden de fire chauffører, der risikerer store bøder for ulovlig taxikørsel, blev sigtet i marts og senere tiltalt, har Københavns Politi over de senere måneder sigtet yderligere 1.500 chauffører i alt.

Det fortæller advokaturchef Vibeke Thorkil-Jensen fra Københavns Politi.

- De er sigtet for brud på taxilovgivningen og i en del tilfælde for at have kørt uden erhvervsmæssigt kørekort. Nu afventer vi, hvad rettens resultat er i de fire prøvesager, siger hun.

Chaufførernes navne fremgår af en liste, som Skat har fået udleveret fra Holland og videregivet til politiet. Det skal stå sin prøve i retten, om listen kan bruges som bevis i straffesagen.

Anklageren kræver de fire mandlige chauffører idømt bøder på henholdsvis 590.000, 130.000, 70.000 og 45.000 kroner.

Chaufførerne vil frifindes, og deres forsvarer har protesteret mod brugen af skatteoplysningerne i straffesagen.

Vibeke Thorkil-Jensen har ikke overblik over, hvor meget de 1.500 sigtede Uber-chauffører har tjent på deres køreture med den kontroversielle app.

- Men det er meget forskellige beløb. Vi har netop valgt fire prøvesager med forskellig indtjening for at se, hvor man vil lægge niveauet for eventuelle bøder, siger Vibeke Thorkil-Jensen.

Skattelisten fra Uber i Holland havde flere navne end de 1.500 sigtede, men da nogle af chaufførerne havde meget beskeden eller ingen indtjening, har politiet valgt at koncentrere sig om de 1.500, uddyber hun.

Hvis chaufførerne i prøvesagerne bliver dømt, kan det betyde, at de 1.500 sigtede chauffører bliver tiltalt og umiddelbart efter får et bødeforlæg i posten. Det vurderer Sten Schaumburg-Müller, professor ved Juridisk Institut ved Syddansk Universitet.

Hvordan det videre forløb bliver, vil afhænge af byrettens dom og præmisserne for den, lyder det fra Vibeke Thorkil-Jensen.

Sagen kort

  • De fire chauffører risikerer bøder for mellem 45.000 kroner og 590.000 kroner, for hvad anklagemyndigheden mener er ulovlig taxikørsel.

  • Sagen er en såkaldt prøvesag, der kan danne præcedens for sager mod op mod 1.500 danske chauffører.

  • De fire chauffører nægter sig alle skyldige.

/ritzau/