Flere kontroller – færre kriminelle. Det er resultatet af, at politiet fra 2014 til 2015 fordoblede stikprøvekontrollerne på passagerer i Københavns Lufthavn, der ankom fra Schengenlande.
I 2014 kontrollerede politiet omkring 47.000 passagerer, mens man året efter kontrollerede pas og papirer hos cirka 88.000 passagerer.
Alligevel faldt antallet af sager med illegale passagerer fra 192 til 181 i samme periode. Det viser en aktindsigt hos Rigspolitiet, som DR’s Undersøgende Databaseredaktion har gennemgået.
En illegal passager er en person, som ikke har visum til at rejse ind i Danmark, eller som rejser under falsk pas og falske papirer.
Flere årsager
Hos Københavns Politi, som står for politiindsatsen i Københavns Lufthavn, har man ikke nogen entydig forklaring på, hvordan det kan være, at en fordobling af indsatsen ikke har resulteret i flere pågrebne illegale passagerer.
- Der er flere faktorer, der spiller ind på, hvor mange sager, vi har i Københavns Lufthavn. Øget grænsekontrol i Sydeuropa, aftaler med Tyrkiet, grænsekontrol til Sverige og i øvrigt øget politiindsats på området har blandt andet en indvirkning, siger politiinspektør hos Københavns Politi Steen Pedersen.
S: Vi skal kontrollere bedre
Trine Bramsen, der er retsordfører for Socialdemokraterne, mener, at tallene giver anledning til at se på, om politiet er gode nok til at udvælge de rigtige fly, når man udfører stikprøvekontrollerne.
- Det er helt afgørende, at man bruger viden til at udvælge, hvem man tjekker. Det er der noget, der tyder på, at man ikke gør i dag, siger hun.
I løbet af 2014 og 2015 har politiet kontrolleret passagerer fra i alt 77 forskellige lufthavne. Det er dog kun fra en ud af fem lufthavne, at der kommer illegale passagerer, viser tallene.
Bred kontrol giver overblik
Kigger man på kontrollen i 2015, så foregik godt en tredjedel af kontrollerne ved fly fra lufthavne, der ikke havde en eneste sag året før.
Alligevel mener Steen Pedersen, det er nødvendigt at beholde kontrollen med fly fra byer som Stockholm, Berlin og Bruxelles.
- Det er vigtigt, at vi hele tiden har det store overblik og laver kontroller andre steder end kun hos fly fra de sydeuropæiske lande. Ellers tror jeg hurtigt, de kriminelle ville finde ud af, hvilke ruter de så skulle benytte, siger han og fortsætter:
- Rejseruter ændres løbende, og derfor bliver vi nødt til at tage nogle stikprøver på fly fra lande, hvor der normalt ikke kommer illegale passagerer, for at se, om det potentielt kan blive en højrisikoankomst.
Artiklen fortsætter under grafikken.
Præventiv effekt svær at måle
Steen Pedersen mener ligefrem, at kontrollen med ankomster fra lufthavne, der ikke tidligere har sendt illegale passagerer til Danmark, er medvirkende til, at tallet i 2015 har været mindre end året før.
- Den kriminalpræventive effekt, af det vi gør, er svær at måle, men jeg tror stadig på, at det har en effekt og derfor er det vigtigt ikke bare at foretage alle kontroller ét sted, siger Steen Pedersen.
Han advarer direkte mod at tro, at de færre sager betyder, at man igen kan skære ned i antallet af kontroller.
- Hvis man kun kigger på tallene, så kan jeg godt forstå, at man tænke, at man kan spare på området, men hvis vi ikke lavede de her kontrolforanstaltninger, der var herude, så ville jeg tro, at der ville komme flere kriminelle til Danmark.
Der findes endnu ikke statistik for antallet af kontroller i 2016.