I 1990’erne kunne man lettere simplificeret tælle rocker- og bandemiljøets markante grupperinger på to fingre. Dengang var det Hells Angels og Bandidos, der stod bag en blodig bandekrig.
Sådan er det ikke længere. I dag skal grupperinger som Black Jackets, Gremium, Satudarah MC og Black Army tælles med i regnestykket. Et regnestykke der hurtigt giver langt flere grupperinger, end hvad der kan tælles på to hænder.
De mange nye rockerklubber og bandegrupperinger har været med til at øge konfliktniveauet imellem dem, slår en ny rapport fra Rigspolitiet fast.
”I løbet af foråret har der været risiko for, at forskellige modsætningsforhold kunne eskalere situationen og føre til konflikt på enten lokalt, regionalt eller nationalt plan,” skriver Rigspolitiet i den netop offentliggjort rapport "Rockere og bander 2015.
Konflikterne forventes ikke at blive færre i den kommende tid, spår centerchef Michael Kjeldgaard fra Nationalt Efterforskningscenter (NEC).
- Vi har set i løbet af 2016 at der er en eskalering på vej efter en forholdsvis rolig periode i 2015. Det er vigtigt at sige, at de her konflikter er mangeartede og ikke entydige. Noget af det er regionalt – noget af det er lokalt, siger han.
Flere konflikter i efteråret
Eksemplerne på det øgede konfliktniveau er svære at overse. I begyndelsen af september fandt politiet liget af den 25-årig mand med relation til rockergruppen Satudarah. Manden var forinden blevet mishandlet af ukendte gerningsmand. Og så sent som i dag valgte Fyns Politi at udstede et forbud mod, at Black Army og Hells Angels kan få adgang til deres klubhuse i Odense.
Baggrunden for den beslutning er den tiltagende konflikt mellem de to grupper, hvor der blandt er blevet anvendt skydevåben, lyder det fra politiet i en pressemeddelelse.
En af forklaringerne på de udenlandske grupperingers indtog i Danmark er ønsket om at have et stærkt brand i ryggen, fremgår det af rapporten: De ”tilegner dermed sig en strammere struktur og en tydelig hierarkisk opbygning.”
- Når der kommer en ny gruppering, så ønsker man at have et stærkt brand bag sig. Derfor har man bedt om optagelse i udenlandske grupperinger, der gør, de kommer til at stå stærkere og har et større rygstød til at ekspandere og tage narkomarkedet fra etablerede grupper, uddyber Michael Kjeldgaard.
Mere voldsparate
Han fortæller, at når først medlemmerne er blevet optaget i en stor, international gruppering, så har det en betydning for de metoder, de er klar til at tage i anvendelse.
- Vi ser en ret stor voldsparathed i de her grupperinger. Man griber hurtigt til våben og skydevåben. Det er selvfølgelig et stort problem, man har skydevåben i det åbne rum, siger han.
Men trods risikoen for et stigende antal konflikter mellem grupperingerne, så beroliger Michael Kjeldgaard. Der er nemlig ikke en større risiko for, at vi kommer til at se en større national rocker- og bandekonflikt som det var tilfældet i 1990’erne. Dengang Hells Angels og Bandidos var i krig med hinanden.
Det fremgår også af rapporten, at antallet af personer tilknyttet rocker- og bandemiljøet er faldet i 2015. Det samme er antallet af grupperinger. Men Rigspolitiet skriver selv i rapporten, at dette ikke har indflydelse på konfliktniveauet.