Politiet fortæller om IS-sympatier for at undgå misforståelser

25-årig mand sigtet for drabsforsøg mod betjente har sympatier for IS.

Sent i går aftes blev to betjente og en civil borger skudt på Christiania. Tidligt i morges blev den formodede gerningsmand anholdt i såret tilstand. (Foto: © JENS ASTRUP, Scanpix)

Det er for at undgå spekulationer, misforståelser og forkerte sammenkoblinger, at politiet går ud med oplysninger om, at den 25-årige mand, der er sigtet og varetægtsfængslet for et blodigt skyderi på Christiania i aftes, sympatiserer med terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Sådan lyder det fra DR's retsanalytiker Mette Mayli Albæk.

- Umiddelbart kan det se lidt pudsigt ud, at politiet i en og samme pressemeddelelse fortæller om nogle idéer og sympatier en formodet gerningsmand har, og man i samme ombæring siger, at det ikke har nogen tilknytning til skudepisoden, siger hun.

- I den her situation handler det om, at politiet vil punktere nogle af de spekulationer, der hurtigt kan opstå, tilføjer hun og henviser her til, at medierne i flere timer har kendt til navnet på den formodede gerningsmand.

For rundt om på internettet ligger der ifølge retsanalytikeren videomateriale, hvor den 25-årige mand er afsender af budskaber fra en kendt ekstremistisk gruppe ved navn Millatu Ibrahim, der sympatiserer med terrorbevægelsen Islamisk Stat.

- For at undgå forvirring er politiet selv afsender af en tilknytning, som de forventer alligevel vil komme frem i medierne inden længe, siger Mette Mayli Albæk.

Hun kalder det 'meget unormalt', at politiet går ud med oplysninger om noget, som umiddelbart ikke har tilknytning til den konkrete episode.

Den 25-årige mand, der er dansk statsborger med bosniske rødder, blev tidligere i dag sigtet for organiseret hashhandel, ulovlig våbenbesiddelse og flere drabsforsøg efter det voldsomme skyderi på Christiania i aftes.

Værst gik det ud over en civilklædt betjent, som blev hårdt såret på Christiania, da han blev skudt i hovedet. Den anden betjent og en borger blev skudt i benet, da den formodede gerningsmand var på vej væk Christiania med dagens omsætning.

Efter dagens grundlovsmøde blev manden varetægtsfængslet in absentia. Han er indlagt på hospitalet, efter at politiet sårede ham under anholdelsen tidligt i morges. Hans tilstand blev tidligere i dag betegnet som kritisk, og han vil først blive stillet for en dommer, når lægerne vurderer, at det kan lade sig gøre.

Ifølge politiet har den sigtede mand tilknytning til den organiserede hashhandel på Christiania.

(Foto: © Grafik: Morten Fogde Christensen, DR)

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1263070400410148