Den højreradikale provokatør og stifter af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, havde egentlig planlagt at afholde demonstration i Mjølnerparken på Ydre Nørrebro i København.
Kort tid inden start blev demonstrationen dog flyttet til Indre Nørrebro af politiet, der natten til søndag blev kaldt ud til en eksplosion i beboelsesområdet.
Det oplyser Københavns Politi på et pressemøde.
Politiet ønsker ikke at oplyse, om der har været frygt for eksplosioner i forbindelse med den planlagte demonstration.
- Årsagen til, at vi flytter demonstrationen fra Mjølnerparken, er, at vi ikke ved, hvorfor eksplosionen sker i den bil nær Mjølnerparken natten til søndag. Det efterforsker vi stadig lige nu, og vi kan ikke sige mere. Det er alt for tidligt, siger Jørgen Bergen Skov, chefpolitiinspektør ved Københavns Politi.
Troede det var kanonslag
Københavns Politi modtog anmeldelsen om eksplosionen klokken 00.57 søndag.
Eksplosionen gik hårdt ud over en lille varebil og to biler, der var parkeret i nærheden, men ingen personer er kommet til skade i forbindelse med eksplosionen.
Politiet var fortsat tilstede i området omkring Hothers Plads tidligt søndag morgen, inden betjente rykkede videre til den voldsomme uro, der opstod på Blågårds Plads omkring klokken 14.
Beboerformand i Mjølnerparken, Mohammed Aslam, var indtil i eftermiddag overbevist om, at demonstrationen ville foregå i beboelsesområdet på Ydre Nørrebro. Her var man ikke blevet informeret af politiet:
- Vi fandt ud af via de sociale medier, at den var blevet rykket til Blågårds Plads i stedet, siger han og påpeger, at han troede, eksplosionen var kanonslag.
- Jeg ved ikke, hvad det var, der sprang, men der lød et højt brag. Først troede vi, at der var kanonslag. I morges opdagede vi så, at det var en eksplosion, lyder det fra Mohammed Aslam.