Flere personer har mistet livet, efter at et tog påkørte dele af taget fra en godsvogn på Storebæltsbroen.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
- Fyns Politi kan nu bekræfte, at flere mennesker har mistet livet i togulykken på lavbroen over Storebælt. Politiet har lige nu ikke yderligere oplysninger om de dræbte eller om antallet af omkomne, skriver politiet
I første omgang lød det fra DSB, at otte personer var kommet lettere til skade, efter at toget måtte foretage en hård opbremsning.
Ulykken skete omkring 07.30 i morges, hvor lyntoget var på vej over broen til Sjælland.
Har oprettet krisecenter
Efter ulykken er der oprettet et krisecenter i Nyborg, hvor man kan modtage hjælp, hvis man har været ombord på toget.
- Politiet har oprettet et evakueringscenter i Nyborg for passagererne fra toget. Det er beliggende i Nyborg Idrætscenter, Storebæltsvej 13-14. Der vil ikke være adgang for pårørende. Der vil være et psyko-socialt beredskab til stede til at modtage og hjælpe passagerne, skriver politiet i sin pressemeddelelse.
Politiet opfordrer alle, der har været om bord i toget om at kontakte deres pårørende og oplyse, at de er ok.
Storebæltsbroen er stadig spærret efter ulykken, og der er endnu ikke nogen prognose på, hvornår den genåbner.
En passager på toget, Simon Voldsgaard Tøndering, skriver i en besked til DR Nyheder, at passagerne på toget er blevet evakueret.