Politiet får kritik for at røbe personlige oplysninger om Farhad Tober

Politiet mener selv, at delingen af oplysningerne er berettiget.

Den 25. oktober blev Farhad Tober forenet med sin bror og resten af familien i Kiel. (Foto: © Laura Bruun Hansen DR Nyheder)

Sydøstjyllands Politi kan have overtrådt loven, da de først på ugen fortalte om personlige forhold og uverificerede oplysninger i sagen om Farhad Tober fra Vejle.

Sådan lyder det i dag fra to juridiske eksperter.

Politiet har i en email til flere medier delt flere udokumenterede henvendelser fra anonyme borgere.

Blandt andet skriver politiet, at de har modtaget oplysninger om, at Farhad Tober blev skjult, fordi familien var bange for, at han ville blive tvangsfjernet.

Dagen efter, at Sydøstjyllands Politi får oplysningerne, kontakter de Vejle Kommune, og i den anledning oplyser kommunen, at den har modtaget flere bekymringer om børnene i familien.

Den oplysning viderebringer politiet i mailen.

Juridisk ekspert: Det kan være et brud på tavshedspligten

Men det er over grænsen at dele den slags personlige oplysninger med offentligheden.

Det siger Tanja Kammersgaard Christensen, der er adjunkt og Ph.d. på Aalborg Universitet.

Hun forsker i persondataret og har skrevet Ph.d.-afhandlingen 'De retlige rammer for politiets overvågning'.

- Problemet er grundlæggende, at politiet kommer med nogle oplysninger, der går ud over, hvad der er nødvendigt for at redegøre for sagens forløb, siger hun.

Desuden er det problematisk, at politiet ikke ved, om oplysningerne er korrekte, siger hun.

Politiet understreger selv i mailen til DR, at oplysningerne ikke har kunnet verificeres.

- De har ikke verificeret de her oplysninger. Det kan være i strid med databeskyttelsesretten. Og det kan også være et brud på politiets tavshedspligt efter straffeloven, siger Tanja Kammersgaard Christensen.

Politiet skal være påpasselig med at dele oplysninger

Farhad Tober er medlem af familien Ibrahim, som deltager i dokumentaren, ’Forfulgt af politiet?’.

Dokumentaren viser, at familien gentagne gange har sammenstød med betjente fra Sydøstjyllands Politi.

Familien filmer også et sammenstød med politiet, umiddelbart før Farhad Tober ifølge familien forsvinder.

Sydøstjyllands Politi har været meget tilbageholdende med at give oplysninger om efterforskningen, indtil familien igen blev genforenet den 25. oktober i et indkøbscenter i Kiel.

Men i denne uge gav politiet en række oplysninger i en mail, blandt andet med rygter om private forhold i familien.

Ifølge Søren Verdoner, der er Ph.d-stipendiat på det juridiske institut på Aarhus Universitet, kan det give mening at dele ekstra informationer i sådan en sag, hvor borgernes tillid til politiet kan være på spil.

Der skal dog helt særlige regler til, før politiet kan dele så personlige forhold, siger han.

- Jeg synes, at man skal være ekstra påpasselig med at videregive oplysninger, som er meget fortrolige. Og her er der jo tale om oplysninger om et barn og et barns forhold til sin familie og mulige tvangsfjernelser og bekymringer fra kommunen, siger Søren Verdoner.

DR har bedt Sydøstjyllands Politi om et interview om eksperternes kritik.

Det er ikke lykkedes, men i et skriftligt svar siger politiet, at de ud fra politifaglige og juridiske vurderinger har vurderet, at delingen af oplysningerne har været berettiget.

Politiet understreger, at de har gjort opmærksom på, at de ikke konkluderer noget bestemt med oplysningerne. Og at det fremgår, at oplysningerne ikke i alle tilfælde kan verificeres.

Politiet peger også på, at efterlysningssagen har haft stor mediebevågenhed, og at der derfor er meget stor offentlig interesse for sagen.

Nu hvor Farhad Tober er fundet, er der ikke længere de samme hindringer for at vise offentligheden, at der er arbejdet med sagen løbende, skriver politiet.

Du kan læse politiets svar her:

Børne- og Ungedirektør i Vejle Kommune Claus Svold oplyser til DR, at Vejle Kommune ofte udveksler oplysninger i fortrolighed med politiet, og at det sker i 'et godt gensidigt samarbejde'.

Claus Svold ønsker ikke at kommentere, at politiet i den konkrete sag har valgt at viderebringe oplysninger, som kommunen i fortrolighed har givet politiet.

Farhad Tobers onke, Artesh Salim Ibrahim, har afvist, at familien har haft nogen kendskab til, hvor Farhad Tober har opholdt sig, mens han har været eftersøgt. De afviser også, at de skulle have været bange for en tvangsfjernelse.