Politiet efterlyser: Har du købt billig fyringsolie?

Politiet vil gerne i kontakt med folk, der har købt billig fyringsolie.

Politiet vil gerne i kontakt med folk, der har købt billig fyringsolie. (Foto: © Rene Lind Gammelmark- freelance-fotografen.dk)

Har du fået et tilbud om billig fyringsolie, som lyder lidt for godt til at være sandt, så vil politiet i Holbæk gerne høre fra dig.

Sådan lyder opfordringen efter olieudslippet i Knabstrup, hvor man formoder, at synderne bag forureningen havde tappet sig ind på en olieledning for at stjæle olien.

- Vi har en formodning om at olien eventuelt bliver omsat som fyringsolie, og efter vores oplysninger er det den eneste måde, man kan bruge olien på. Man kan ikke fylde det direkte på biler, fortæller Egon Lauridsen, efterforskningsleder fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet hører derfor gerne fra folk, som siden jul enten har købt billig fyringsolie eller fået det tilbudt. Og man vil desuden gerne i kontakt med folk, der det seneste halve år har observeret noget mistænkeligt i området, hvor forureningen skete.