Københavns Politi er i gang med at efterforske en sprængning på Amager.
Det skriver politiet kort før klokken 03.30 her til morgen på Twitter.
- Amagerbrogade er spærret i begge retninger mellem Fussingsvej og Amsterdamvej. Ikke yderligere info pt.
Vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer bekræfter kort før klokken 5.30, at der har været "en eller anden form for sprængning" ved Amagerbrogade 215 og uddyber, at den skal være sket tæt på en vandpibecafé, og at ruder i bygningens facade er blæst ud.
Politiet fik anmeldelsen klokken 02.46, og det var et vidne, der hørte 'et knald', som kontaktede politiet.
Bomberyddere på stedet
Der er ikke nogen tilskadekomne, oplyser Henrik Stormer.
Tidligt her til morgen er der bomberyddere og politiets teknikere på stedet, fortæller DR Nyheders journalist. Klokken 07.17 er Amagerbrogade genåbnet, lyder det fra DR's journalist.
DR Nyheders journalist beretter ligeledes, at der er glasskær nær ved caféen, på fortovet og på vejen.
Siden februar har der været 13 eksplosioner i og omkring København, og flere af dem har ifølge politiet en relation til bandemiljøet.
Vagtchef Henrik Stormer meddeler, at det endnu er for tidligt at sige noget om, hvorvidt eksplosionen på Amager har en relation til de andre.
Sidste uge meldte regeringen ud, at den vil indføre en såkaldt sikkerhedspakke blandt andet som følge af rækken af eksplosioner.
Ifølge Københavns Politi kan flere af eksplosionerne sættes i forbindelse med det kriminelle bandemiljø. - Vi begynder at se, at der er en kobling mellem nogle af de her sprængninger i bandemiljøet. Det viser vores efterretninger, sagde politiinspektør Torben Svarrer fra Særlig Efterforskning Øst i slutningen af september.
Han understregede, at ud af de på det tidspunkt 13 eksplosioner var det "langtfra alle", der kunne kobles til bandemiljøet.
Rettelse: I første omgang lød det fra politiet, at sprængningen var sket ved Amagerbrogade 210 - de har efterfølgende rettet adressen til nummer 215.
/DR Nyheder/