Politiet efterforsker notat fra norsk Se og Hør-skandale

Afslørende notat fra tidligere chefredaktør på norsk ugeblad til Erik Aller er interessant for dansk politi.

Politiet vil efterforske et notat fra den norske udgave af Se & Hør. Det kan måske hjælpe i efterforskningen af ugeblads-skandalen. (Foto: © Marie Ravn Nielsen, DR)

Københavns Vestegns Politi vil undersøge et notat fra den tidligere chefredaktør for den norske udgave af Se og Hør om arbejdsmetoderne på ugebladet.

Et interessant notat

Politiet mener, at notatet kan være relevant i efterforskningen af den danske ugeblads-skandale, hvor tidligere ansatte og chefer på Se og Hør er sigtet for at have betalt en kilde for at overvåge kendte og kongeliges kreditkort.

- Det er et ualmindeligt interessant notat, som vi kommer til at tage med i vores efterforskning, siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen fra Københavns Vestegns Politi til Dagens Næringsliv.

Norsk Se & Hør-skandale

I 2007 rullede en stor skandale på det norske Se og Hør, og ligesom herhjemme kom sagen frem i lyset via en bog skrevet af en tidligere ansat. I Norge var det især de kongelige, der blev udsat for overvågning af ugebladet.

I maj kom det frem at den tidligere chefredaktør Odd Johan Nelvik fra norsk Se og Hør skulle have fortalt overdirektør i Aller-koncernen, Erik Aller, der udgiver Se og Hør, om ugebladets metoder.

Det skete før, at en tidligere norsk Se og Hør-journalist afslørede overvågningen i sin bog i 2007, hvor han var kritisk over for ugebladets arbejdsmetoder, skriver Dagens Næringsliv.

Ifølge avisen stod der blandt andet følgende i orienteringen fra Odd Johan Nelvik:

- Vi ved, at der vil komme afsløringer i bogen omkring vores kilder i flyselskaber og kreditkortselskaber, som flere gange har hjulpet os med at få eksklusive billeder af berømtheder både i Norge og i udlandet.

Hverken Odd Johan Nelvik eller Aller vil i dag erkende at have læst eller skrevet notatet, skriver Dagens Næringsliv.

/ritzau/NTB