Politiet efter skudangreb: Har du set denne mand?

Politiet har offentliggjort billedet af en mand, der kan have forbindelse til dagens skudepisode under et debatmøde på Østerbro i København.

Københavns Politi vil meget gerne i kontakt med denne mand.

De foreløbige afhøringer tyder på, at der kun var én gerningsmand ved skudattentatet ved Krudttønden.

Og efter afhøringerne vil Københavns Politi meget gerne i kontakt med manden på fotoet eller vidner, der har set eller genkender ham.

Han passerede et kamera i området, kort efter at flugtbilen blev efterladt på Borgervænget 25.

Fanget på overvågningskamera

Derefter har han passeret et overvågningskamera ved Kildevældsskolen på Bellmanns Allé i København cirka 20 minutter efter attentatet.

Derfor vil politiet meget gerne tale med vidner, der har opholdt sig ved Kildevældsskolen omkring klokken 15.50.

Oplysninger bedes ringes ind til 114 og ikke 112, der alene skal benyttes, hvis nogen ser gerningsmanden her og nu.