Politiet dropper at beslaglægge heste i svindelsag

Eksperter har undersøgt værdien af flere heste i sagen, hvor Britta Nielsen er sigtet for svindel med offentlige kroner.

Den bedragerimistænkte Britta Nielsen, da hun blev sat for en dommer i sidste uge i Sydafrika. Kort tid efter kom hun til Danmark. (Foto: © SIPHIWE SIBEKO, Scanpix)

Bagmandspolitiet har droppet at beslaglægge heste i sagen, hvor den 64-årige Britta Nielsen er mistænkt for svindel for mindst 111 millioner offentlige kroner.

Det sker, efter at uvildige eksperter har vurderet hestenes værdi, oplyser bagmandspolitiet - også kaldet SØIK.

Hestene har ikke længere den værdi, de havde engang, lyder vurderingen. Desuden vil omkostningerne ved at beslaglægge hestene være så store, at det ikke kan betale sig.

Bagmandspolitiet oplyser desuden, at Britta Nielsen og familiemedlemmer har solgt en række heste fra - noget der ikke er sket for nylig.

- Det, der er tilbage, udgør ikke en værdi, der overstiger omkostningerne ved en beslaglæggelse, lyder det fra SØIK.

Hvor mange heste, der er tale om, hvor de er købt, og hvor de står i dag, vil bagmandspolitiet ikke oplyse.

Datter har købt 60 konkurrenceheste

Oplysningen kommer samtidig med, at Britta Nielsens to hælerisigtede døtre har valgt at stå frem i et interview på Kanal 5.

Her fortæller den ene datter, 31-årige Nadia Samina Hayat, at hun siden 2007 har købt og solgt op mod 60 konkurrenceheste til priser på op til 750.000 kroner stykket.

Pengene til de mange heste kom ifølge Nadia Samina Hayat fra Britta Nielsen, skriver Kanal 5 i presseomtalen.

Anna Britta Troelsgaard Nielsen på et flere år gammelt billede fra et hesteevent. Foto: Wiegaarden Media. (Foto: © Claus Rasmussen og Mediehuset Wiegarden)

I alt fire er sigtet

Allerede i fredags oplyste bagmandspolitiet i et interview med DR Nyheder, at kampen for at få de 111 millioner svindlede kroner tilbage til statskassen fortsætter, selv om den svindelmistænkte bortviste medarbejder fra Socialstyrelsen, Britta Nielsen, nu sidder varetægtsfængslet i Danmark.

Hun er sigtet for groft databedrageri ved fra 2002 til 2018 at have trukket mindst 111 millioner kroner ud til sig selv fra tilskudsadministrationen under Socialministeriet.

Derudover er hendes søn og to døtre sigtet for groft hæleri i samme sag ved at have modtaget udbytte fra en strafbar handling.

Det er uklart, hvordan Britta Nielsen stiller sig til sigtelsen. Alle børnene nægter sig skyldige.

Penge brugt på ejendomme og heste

Bagmandspolitiet bekræftede forleden, at de mente, at nogle af de 111 millioner kroner var brugt på hestekøb.

- Der er værdier i de ejendomme, der er investeret i. Der er også tale om nogle heste, og der er også tale om nogle forskellige kontantbeløb, sagde politiinspektør Thomas Anderskov Riis.

Han ville ikke uddybe politiets teorier om, hvad de 111 millioner kroner mere konkret kan være brugt til.

Politiet har allerede beslaglagt den bedragerisigtede kvindes hus i Hvidovre ved København, et sommerhus i Sverige, en medsigtets andelsbolig, ligesom der er beslaglagt penge på kvindens bankkonti, viser oplysninger fra tinglysningen og retsdokumenter.

Mindst to biler er også beslaglagt.

De penge, som Britta Nielsen havde på sig, da hun blev anholdt i Sydafrika, er også beslaglagt. Ekstra Bladet har skrevet, at der var tale om cirka 300.000 kroner.

Familie med interesse for heste

Britta Nielsens forsvarer, advokat Nima Nabipour. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Det har tidligere været fremme, at den 64-årige kvinde har været involveret i hestemiljøet, mens hun var ansat i det offentlige.

Hun har i en årrække drevet et stutteri, og hun har også investeret i heste – blandt andet købte hun i 2007 et føl til 175.000 kroner.

DR Nyheder har også tidligere fortalt, at den bedragerisigtede kvinde har anlagt sag mod staten på grund af en tvist om betaling af afgifter på en hestecamper.

Den 64-årige Britta Nielsen er indtil videre varetægtsfængslet frem til 4. december. Det samme er hendes søn, som er sigtet for groft hæleri i samme sag.

De to døtre er ikke anholdt.