Kræftsagen fra Aarhus Universitetshospital tager nu en ny drejning.
Østjyllands Politi droppede for få måneder siden at efterforske, om der var begået noget strafbart i forløbet, hvor flere hundrede kræftpatienter har ventet for længe på at blive opereret på mave- og tarmkirurgisk afdeling.
Men en patient klagede over afgørelsen, og nu har Statsadvokaten i Viborg besluttet, at Østjyllands Politi skal indlede en efterforskning.
Statsadvokat Jakob Berger Nielsen har i høj grad skelet til Kammeradvokatens advokatundersøgelse fra foråret, hvor konklusionen lyder, at der foregået ulovlig praksis og begået grove fejl "med overlæg" i kræftsagen.
- På den baggrund mener vi, at der er en formodning om, at der muligvis kan være begået et strafbart forhold. Derfor har vi omgjort beslutningen fra Østjyllands Politi, der nu skal i gang med en efterforskning, siger han:
- Kammeradvokaten har lavet en advokatundersøgelse, som tegner et billede af, at der begået ret mange grove fejl bevidst og også systematisk over en længere periode, siger Jakob Berger Nielsen.
Afvist af Østjyllands Politi
Statsadvokatens afgørelse strider direkte imod Østjyllands Politis beslutning om at henlægge sagen. De har ellers – lige som Statsadvokaten - foretaget deres vurdering på baggrund af Kammeradvokatens 167 sider lange undersøgelse.
- Det er min vurdering, at din anmeldelse (patient, red.) og Kammeradvokatens rapport af 30. april 2023 ikke i sig selv giver grundlag for at antage, at der er blevet begået en strafbar lovovertrædelse, der af egen drift skal efterforskes af politiet, skriver specialanklageren fra Østjyllands Politi i afgørelsen fra september.
Hvordan Østjyllands Politi nu strikker deres efterforskning sammen, er helt op til dem, understreger Jakob Berger Nielsen.
- Det er helt op til dem at vurdere, hvilken efterforskning der skal til for at kunne træffe en ny beslutning på et senere tidspunkt. Altså om sagen eventuelt skal lukkes, eller om der skal sigtes personer. I første række vil jeg tro, at man vil gå i gang med de retninger, som advokatundersøgelsen udstikker, og se på, hvor de systematiske og bevidste fejl er begået, siger statsadvokaten.
Kent Kristensen, ekspert i sundhedsret, udtalte i foråret, at der muligvis kunne placeres et strafferetligt ansvar i kræftsagen.
- De strafferetlige regler er sådan, at hvis man har handlet groft forsømmeligt og skødesløst og har tilsidesat sit ledelsesansvar som hospitalsledelse, så kan man ifalde et strafferetligt ansvar, sagde han.
Kent Kristensen understregede dog, at det ville forudsætte, at konkrete personer "med forsæt eller groft uagtsomt" har brudt reglerne i deres arbejde.
DR forsøger at få en kommentar fra Østjyllands Politi.
Aarhus Universitetshospital henviser til Region Midtjylland. Her udtaler regionsdirektør Jonas Dahl i en skriftlig kommentar:
- Vi kan konstatere, at Statsadvokaten i Viborg pålægger Østjyllands Politi at genoptage efterforskningen af mave- og tarmkræftsagen på Aarhus Universitetshospital. Vi vil naturligvis følge sagen tæt og bidrage til efterforskningen i det omgang, som politiet ønsker vores assistance, lyder det.