Politiet beder offentligheden om hjælp i sag om skuddræbt 21-årig

21-årig mand med skudsår blev bragt til hospitalet af et rockermedlem. Politiet mener ikke, at drabet er banderelateret.

Politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi Svend Foldager oplyser, at den 21-årige skuddræbte mand blev ramt af et skud.

Københavns Vestegns Politi ved ikke, hvad der førte til drabet på en 21-årig mand, som i går blev ramt af et skud i overkroppen på den københavnske vestegn.

Derfor beder politiet om hjælp fra offentligheden, hvis nogen har set eller hørt noget.

Politiet søger vidner, der har hørt eller set noget mistænkeligt omkring industriområdet ved Kirkebjerg Parkvej i Brøndby, som de mener er gerningsstedet.

Særligt interesseret er Københavns Vestegns Politi i en sort Seat Leon, som blev brugt til at transportere den 21-årige mand til Glostrup Hospital, hvor han afgik ved døden.

- Han blev indbragt af to personer. Den ene var hans bror. Den anden var et fuldgyldigt medlem af en rockerklub, siger Svend Foldager, politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi.

Hvilken rockerklub der er tale om, vil politiet ikke oplyse, men det er én, som har været i landet et stykke tid.

Fredag eftermiddag oplyser politiet, at videoovervågning fra hospitalet har vist, at en tredje mand var med til aflevere den døende mand. Muligvis ankom de i flere forskellige biler.

Tre personer skændtes

Den sorte Seat Leon er set ved Brøndbyøster Torv og senere ved Brøndby Station, men politiet vil gerne høre fra vidner, der har set tre personer og bilen forskellige steder i området.

Hvis nogen har hørt tre personer skændes - for eksempel ved Park Allé og Brøndbyvestervej - vil politiet også gerne høre om det.

Politiet mener, at der er tale om et drab, men arbejder også stadig ud fra en tese om, at der kan være sket en vådeskudsulykke.

Lige nu er der ikke andre vidner end de to personer, der transporterede den 21-årige til Glostrup Hospital.

Ifølge politiet mødtes de to brødre tidligere på aftenen med det fuldgyldige rockermedlem. Den skuddræbte mand var kendt af politiet i forvejen, men var ikke medlem af en rockerklub.

Politiet afviser, at skuddrabet har noget at gøre med den verserende bandekonflikt.

Ingen er sigtet i sagen.