En 51-årig dansk mand er torsdag blevet anholdt i forbindelse med YouSees store nedbrud nytårsaften. Det oplyser Københavns Politi på Twitter.
Manden blev anholdt klokken 13.04 af Københavns Politi, Afdeling for Personfarlig Kriminalitet.
Han er nu sigtet for overtrædelse af straffelovens § 193 i forhold til omfattende forstyrrelse af driften af fjernsynsanlæg, oplyser politiet.
Københavns Politi skriver desuden i en pressemeddelelse, at der er blevet gennemført ransagninger, og at der er blevet "sikret forskelligt udstyr", som nu skal igennem en teknisk undersøgelse.
I forbindelse med den videre efterforskning i dag, vil politiet afgøre, om der er grundlag for at få den 51-årig fremstillet i grundlovsforhør.
TDC anmeldte Yousee-nedbruddet til politiet tidligere i dag, fordi selskabet mistænkte, at der var tale om en "bevidst skadelig handling".
- Der er tale om et kompliceret nedbrud, som kræver detaljeret viden om Yousees setup og tv-platform. Vi vurderer på den baggrund, at der er tale om en bevidst skadelig handling, forklarede koncernchef Pernille Erenbjerg tidligere i dag.
Mere end en million tv-kunder blev ramt af nedbruddet, som siden er blevet efterforsket internt.
De sidste Yousee-kunder fik deres tv-signal tilbage søndag aften. Undersøgelser har vist, at fejlen er opstået i det udstyr, som Yousee bruger til at distribuere tv-signalerne.
I mandags gik Center for Cybersikkerhed (CFCS) under Forsvarets Efterretningstjeneste så ind i sagen, inden.
I første omgang lød meldingen fra CFCS, at det var ren rutine, skriver Ritzau. Tv-signalet er en del af det nationale beredskab, og derfor bliver CFCS automatisk involveret ved større nedbrud.
Rigspolitiets Nationalt Cyber Crime Center vil også bidrage til efterforskningen.