Politiet pågriber drenge på 12 og 17 år for brandattentat i Hellerup

Grundlovsforhøret bliver afholdt senere tirsdag.

Ingen kom noget til ved eksplosionen. (Foto: © Steven Knap, Ritzau Scanpix)

Politiet har pågrebet to drenge i sagen om et højt brag på Rymarksvej i Hellerup natten til mandag.

Den ene dreng er 12 år gammel. Den anden er 17.

Det oplyser Københavns Politi på det sociale medie X, hvor de tirsdag beskriver det som et "brandattentat".

På et pressemøde mandag udtalte politiet, at braget formentligt skyldtes et kraftigt kanonslag.

Begge drenge er danske statsborgere.

Den 17-årige vil omkring klokken 13 blive fremstillet i et grundlovsforhør, hvor anklagemyndigheden vil kræve ham varetægtsfængslet.

Ved grundlovsforhøret vil anklagemyndigheden kræve lukkede døre. Hvis dommeren går med til det, betyder det, at offentligheden kun får kendskab til sigtelsen.

Men ikke hvilke beviser politiet har indsamlet indtil videre, eller hvordan den 17-årige eventuelt forklarer sig.

Den kriminelle lavalder i Danmark er 15 år. Derfor kan den 12-årige, hvis han er skyldig, ikke straffes på samme måde.

Det vides ikke, hvordan de to forholder sig til politiets mistanke mod dem.

Anden episode i området

Natten til onsdag i sidste uge eksploderede to håndgranater tæt på den israelske ambassade. To svenskere er fængslet og sigtet for terror. De nægter sig skyldige.

- Vi efterforsker bredt og kigger selvfølgelig på, om der kunne være et tilhørsforhold til episoden på den israelske ambassade, lød det fra politiinspektør Trine Møller på pressemødet mandag.

Braget natten til mandag skete på Rymarksvej, hvor Lis Hansen og hendes børn blev vækket af braget.

- Der kom et kæmpe brag, og så skreg mine unger simpelthen så højt: "Vi skal ud nu mor, løb, der er brand i opgangen". Så kigger jeg ud, og så er der brand og en masse røg. Det var lidt af en forskrækkelse, siger hun.