Tre personer blev i går aftes ramt af skud på indre Nørrebro i København.
Blandt dem er to mænd i halvtredserne, som tilfældigvis blev ramt, og en 19-årig mand. Politiet oplyste allerede i går, at de vurderer, at den 19-årige sammen med en 22-årig kammerat var målet for skyderiet.
Alle tre mænd er lørdag morgen i stabil tilstand.
Ifølge politidirektøren i Købehavn, Anne Tønnes, arbejder politiet ud fra en teori om, at gårsdagens skyderi var banderelateret.
- Vores vurdering er, at det er en gruppering, som er splittet op i to, der nu strides indbyrdes, siger hun.
Anne Tønnes vil ikke sætte navn på den bande, der altså nu er splittet i to fraktioner, men ifølge DR's oplysninger drejer det sig om banden Brothas.
Politidirektøren er dog ikke i tvivl om, hvad hun mener om de personer, der skyder i Købehavns gader.
- Det er fuldstændig afstumpede personer, som er voldsparate. Det er fuldstændig uacceptabelt, konstaterer hun.
Søger vidner
Skyderiet er den ottende skudepisode i og omkring København den seneste uge, og med fredagens skyderi er syv personer blevet ramt af skud.
- Jeg kan bestemt godt forstå, hvis borgerne på Nørrebro føler sig utrygge, og jeg kan forsikre dem om, at vi gør alt, hvad der står i vores magt for at sikre trygheden for dem og deres område, siger Anne Tønnes.
Politidirektøren understreger, at borgerne på Nørrebro ikke behøver at ændre vaner af frygt for at blive fanget midt i et skyderi.
- Min opfordring til borgerne er, at de skal opføre sig, som de plejer, og opretholde deres normale adfærd, men være årvågne og kontakte politiet, hvis de ser noget, der ikke er, som det skal være, siger hun og fortsætter:
- Vi vil rigtig gerne i kontakt med vidner, som kan give os oplysninger, der kan føre os til at fange de her gerningsmænd og få dem retsforfulgt, siger hun.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) tilkendegiver her til morgen sin støtte til politiets kamp mod banderne:
- Bandernes hensynsløse adfærd er i aftes gået udover helt almindelige borgere. De har min dybe medfølelse. Gaderne i vores byer er borgernes og ikke bandernes. Vi har før slået banderne ned, og vi vil endnu engang bekæmpe deres uvæsen med alle tænkelige redskaber, skriver han på Twitter.