Det er den seneste tids bandeuro, der har fået Københavns Politi til at oprette en visitationszone i et større område omkring Nørrebro, Husum, Brønshøj og Tingbjerg.
Det oplyser ledende politiinspektør Peter Dahl fra Københavns Politi over for DR Nyheder.
- Inden for to uger har vi set en eskalering af bandekonflikten, og der har været fem alvorlige hændelser med knivstikkerier og skyderier i det her område. Visitationszonen er et værktøj, som vores patruljer bruger til målrettet at sætte ind over for bandegrupperinger, der bevæger sig rundt i området.
- Kort sagt håber vi at forhindre dem i at skyde og stikke hinanden og ramme uskyldige mennesker. Vi vil allerhelst tage dem med våben i lommerne, så vi kan putte dem i fængsel, siger Peter Dahl.
I første omgang skal visitationszonen opretholdes i 14 dage, gældende fra torsdag til 3. august.
- Men hvis vi vurderer, at der ikke sker noget, kan vi vælge at nedlægge den. Omvendt kan vi også forlænge den, hvis det bliver nødvendigt, siger Peter Dahl.
Politiinspektøren vil ikke udtale sig om sammenhængen med situationen i Aarhus Vest, hvor politiet også har lavet en visitationszone for at sætte ind mod bandekriminalitet.
- Jeg kan bare konstatere, at vi har den her bandegruppering, Loyal to Familia, i København, og at den også figurerer i Aarhus, siger han.
Visitationszonen i Aarhus Vest er indført på baggrund af flere overfald, knivstikkerier og skudepisoder, efter den kriminelle bande Loyal to Familia fra Nørrebro i København har åbnet en afdeling i Aarhus.
Visitationszonen i Aarhus og København betyder, at politiet kan foretage stikprøvevis visitation af alle personer i hele området.