Politi: Unge har vigtig viden i sag om drab på 16-årig

Nogle unge kan være forskrækkede og bange efter nedskydning i København, men de må stå frem, siger politiet.

Efterforskerne taler med en del unge helt ned til 13 og 14 år i forbindelse med opklaringsarbejdet. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

- Der er nogen, der ved noget.

I Københavns Politi er man overbevist om, at nogen endnu ikke er kommet frem med vigtig viden i sagen om drabet på en 16-årig dreng mandag aften. Og efterforskningsleder Hans Erik Raben retter onsdag formiddag en ny appel til vidner.

- Det kan godt være, at nogle er forskrækkede og bange, men vi vil meget stærkt anmode om, at man henvender sig, siger han.

Efterforskerne taler med en del unge helt ned til 13 og 14 år i forbindelse med opklaringsarbejdet.

Natten til onsdag er der kommet yderligere syv nye henvendelser til politiet om sagen, oplyser efterforskningslederen.

Samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi, SSP, får henvendelser fra store grupper af bekymrede unge samt forældre og fagpersonale efter skuddrabet.

Derfor holder de i løbet af efterårsferien ekstraordinært flere institutioner åbne for at modtage unge, som har brug for at tale med voksne, forklarer Tommy Laursen, sekretariatschef i SSP København.

- Vi har oplevet store grupper, som henvender sig til os - dels på gaden og dels i vores institutioner - med deres angst, deres frustration og deres sorg, siger han.

- Med den store sfære, som den unge mand har haft, er det ikke nok kun at have en institution åben, selv om det er efterårsferie. Derfor har vi måttet åbne nogle flere, siger Tommy Laursen.

/ritzau/