Forsvarets ammunitionsryddere er blevet sat ind i en aktion i Københavns Nordvestkvarter, hvor politiet er talstærkt til stede.
Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Thomas Tarpgaard til DR Nyheder.
Politiet skriver på Twitter, at de undersøger et mistænkeligt forhold på Fuglefængervej i Nordvest, men vil ikke uddybe, hvad det dækker over.
Ifølge DR's journalist på stedet er Tagensvej også blev afspærret, mens politi og ammunitionsryddere arbejder på stedet.
- Politiet undersøger netop nu mulige eksplosivstoffer. Vi vurderer, at der er tale om et almindeligt kriminelt forhold i det kriminelle miljø, skriver Københavns Politi på Twitter.
Der er også blevet kørt evakueringsbusser frem til stedet, men politiet har på nuværende tidspunkt ingen planer om at evakuere folk i området.
- Vi vil hellere have tingene klar, hvis vi skulle få brug for dem, når vi ikke ved, hvad vi er oppe imod, siger Thomas Tarpgaard.
Politiet har ringet på hos de omkringliggende ejendomme og bedt beboerne holde sig indendøre, fortæller DR's reporter på stedet.
Sent fredag aften har bomberyddere iført sig dragter, men der er ikke foretaget nogen sprængninger.
Københavns Politi skriver lørdag morgen på Twitter, at der er fundet eksplosivsstoffer, hvilket medførte en større politiaktion og peger fortsat på, at der tale om et almindeligt kriminelt forhold.
DR Nyheder har lørdag morgen forsøgt at få en kommentar fra Københavns Politi, men de har ikke yderligere kommentarer til sagen.