Politi har stort fokus på at holde unge væk fra bandemiljøet

Bandekonflikten mellem to grupperinger har fået Københavns Politi til sætte fokus på forebyggende indsatser. Det gælder blandt på Nørrebro.

I fredags oprettede politiet to visitationszoner i København. Nu øger de også de forebyggende indsatser på særligt Nørrebro. Arkivfoto fra tidligere episode ved Københavns Byret. Foto: Ole Steen/Ritzau Scanpix

Forleden blev der indført visitationszoner. Nu styrker politiet samarbejdet med lokalområderne.

Det, som politiet selv kalder en voldelig bandekonflikt, har fået dem til at øge det forebyggende arbejde, som skal holde unge væk fra bandemiljøet.

Indsatserne gælder særligt på Nørrebro, fortæller politiinspektør Tommy Laursen.

- Vi er massivt til stede. Vi taler med befolkningen. Vi prøver at fortælle dem, der er en del af konflikten, at det er uhensigtsmæssigt, siger han.

Men det er ikke kun politiet, der har sat gang i det forebyggende arbejde. Politiinspektøren fortæller, at de har aktiveret flere i lokalområdet. Det gælder alt fra ungdomsklubber til moskeer.

- Vi har en unik lovgivning her i landet, som betyder, at vi kan dele oplysninger om personer med andre myndigheder.

- Når vi så kommer ud i klubber og på skoler, har vi det samme billede, og kan så arbejde i samme retning, siger han.

Forebyggende arbejde er afgørende

SSP København har også oprustet deres forebyggende indsats. Helt konkret har de sendt flere medarbejdere på gaden på Nørrebro, fortæller sekretariatschef Riad Tolba.

Formålet er både at skabe mere tryghed, og det handler også om at holde unge væk fra bandemiljøet, forklarer han.

- Vi har konstant fokus på at knække kæden ind i bandemiljøet, men i en situation som den her øger vi fokus, for der kan være risiko for, at banderne langer ud, forklarer han.

Riad Tolba er sekretariatchef hos SSP i København. (Foto: © Mathias Eis, Ritzau Scanpix)

SSP er et samarbejde mellem skoler, socialforvaltninger og så politiet. Og politiinspektør Tommy Laursen er ikke i tvivl om, at det spiller en afgørende rolle, at SSP også styrker deres indsatser.

- Der er mange meget professionelle medarbejdere ude i klubber og på skoler, som har en adgang og platform til de unge, forklarer han.

Og hvis de forebyggende indsatser skal have en rigtig god effekt, er der nemlig brug for, at de unge ved, hvad det vil sige at blive en del af bandemiljøet, tilføjer han.

- Det er risky business at blive en del af bandemiljøet. Det er slet ikke så idyllisk og rosenrødt, som alle mulige taler om, for de falder ofte hinanden i ryggen, siger han.

Skolens vigtige rolle

John Nielsen er skoleleder på Nørrebro Park Skole, og han er klar over, at skolen har en særlig adgang til eleverne.

- Vi har den daglige kontakt med børnene i vores område. Det, der fylder hos dem, fylder hos os.

Det var nærmest lige ude foran Nørrebro Park Skole, at en 43-årig mand blev skudt og dræbt forleden. Derudover ligger skolen midt i den ene visitationszone, som politiet har oprettet.

Derfor kører tankerne også, når der udspiller sig voldsomme og voldelige episoder, siger skoleleder John Nielsen.

- Er det børn eller forældre vi kender? Er der nogle børn, vi skal tage os ekstra af lige nu? Er der børn, som er aktiveret i noget, de ikke skal være aktiveret i?

Han fortæller, at skolen forsøger at holde konflikten væk fra klasselokalerne og skolegården, men at skolen selvfølgelig er opmærksomme på, hvad der sker.

- Vores lærere har gode relationer til børnene, så de fornemmer hurtigt, når der er brug for at tale mere om det.