Den tidligere rocker Lars Jensen vil have Hells Angels forbudt ved lov. Sådan siger Lars Jensen til DR Nyheder, og torsdag klokken 12 fortæller han mere om sit ønske på et pressemøde.
- Jeg var en del af HA, men siden jeg meldte mig ud, har jeg været udsat for chikane, og i sidste uge kulminerede det med, at jeg blev udsat for drabsforsøg, siger Lars Jensen til DR Nyheder, umiddelbart inden pressemødet går igang.
Ifølge DRs retskorrespondent Claus Buhr er politiet enige i, at der foreligger en trussel mod Lars Jensen. Og der har også været en konkret episode vendt imod ham inden for den seneste tid, erfarer DR.
Politiet beskytter ham
Politiet i Syd- og Sønderjylland bekræfter, at de derfor beskytter Lars Jensen mod mulige angreb.
- Vi har gjort tiltag for at beskytte Lars Jensen, siger politiinspektør i Sønderjyllands Politi, Kaj Nielsen, til dr.dk.
Lars Jensen har flere gange udtalt sig til pressen om bandemiljøet og Hells Angels. Og det er netop de udtalelser, der har fået HA'erne til at angribe ham.
Udsat for flere drabsforsøg
Det er ikke første gang, Lars Jensen bliver udsat for drabsforsøg. Da han i 2003 meldte sig ud af Hells Angels, blev han overfaldet.
- Efter jeg blev løsladt, besluttede jeg mig for at bryde med klubben. Jeg blev indkaldt til et møde, hvor jeg blev skudt i det ene ben og fik brækket det andet ben tre steder. Og så blev jeg gennemtævet med en golfkølle og et jernrør over det meste af kroppen, så jeg fik adskillige knoglebrud og indre blødninger, fortalte Lars Jensen i oktober.
Vil leve et almindeligt liv
Lars Jensen har på trods af politiets kraftige anbefalinger om at gå under jorden valgt at at leve et almindeligt liv sammen med sin familie. Han driver i dag en bedemandsforretning i Sønderjylland.
- Det lyder som en god ide, men det er ikke en praktisk mulighed, hvis man tænker tanken til ende, siger Lars Jensen.
Flere steder i Tyskland er Hells Angels forbudt. I 2010 blev det blandt andet afgjort, at organisationen er forbudt i Berlin.
Men i Danmark har rigsadvokaten tidligere afvist et forbud.