- Det, der bare ikke må ske, er sket.
Sådan lød de første ord fra politidirektør Kim Christiansen og chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard fra Københavns Vestegns Politi, da de i eftermiddag havde indkaldt til pressemøde foran politigården i Albertslund.
Kort forinden var det blevet meldt ud, at den betjent, som tirsdag blev ramt af et skud ved Albertslund politigård, var afgået ved døden.
Erklæret død på Rigshopsitalet
Den 43-årige betjent blev erklæret død på Rigshospitalet, hvor han var omgivet af sin famlie.
- Vi har mistet en rigtig god kollega i eftermiddag, og vi kan sige for alle, at vi er dybt berørte over situationen, sagde de to politimænd.
De fortalte også, at politiet har haft en tæt kontakt til den afdøde betjents familie efter nedskydningen. Betjenten efterlader sig en kæreste og to børn.
Politidirektør Kim Christiansen og Chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard bad desuden om forståelse for, at politiet nu skulle have tid til at samle sig.
Tilstand blev forværret
Den afdøde betjent blev ellers i går omkring middagstid erklæret uden for livsfare, men i løbet af eftermiddagen blev hans tilstand forværret, og lægerne vurderede, at han var i kritisk tilstand.
Betjenten, som var hundefører, var ved at klargøre en bil foran politigården i Albertslund, da gerningsmanden kom bagfra og skød på klos hold.
Skuddrabet skete i går klokken 08.15, og omkring 40 minutter efter blev den mistænkte gerningsmand på 26 år anholdt i Taastrup, der ligger fire kilometer fra Albertslund.
Kort efter angrebet blev betjenten kørt til Rigshospitalet, hvor han blev opereret.
Den formodede gerningsmand er indtil videre blevet sigtet for forsøg på manddrab og for at stjæle et våben. Han er fængslet i fire uger og skal nu mentalundersøges.