Hel- og halvnøgne optræder flere piger fra Viborg-området mod deres vilje i en såkaldt Viborg-mappe.
Mappen indeholder billeder af lokale piger og bliver delt mellem drenge over hele landet. I nogle tilfælde er pigerne helt ned til 13 år.
Selvom det er ulovligt og strafbart, er der ikke meget Midt- og Vestjyllands Politi kan gøre ved distributionen af billederne, forklarer politiassistent Erik Hykkelberg.
- Det er en umulig opgave for os at stoppe det. Vi kan godt lukke en mappe ned, men den er blevet kopieret af mange, inden vi lukker den, forklarer han.
- Så når vi lukker den ene ned, kan der dukke en ny op igen under et andet navn, forklarer han.
Flere mapper rundt i landet
I én af Viborg-mappens versioner skulle personer, der ville have adgang til den, også selv bidrage til indholdet med billeder af piger.
Politiet har haft tre drenge sigtet for at have videregivet billeder af piger til mappen, men bagmændene bag den oprindelige version har man opgivet at finde.
Ifølge Erik Hykkelberg er det strafbart både at bidrage til mappens indhold, men også at være i besiddelse af den.
Selvom mappen er døbt Viborg-mappen, er det ikke en tendens, der er forbeholdt den midtjyske by, mener Erik Hykkelberg.
- Vi har hørt om andre steder også, så uden at have dokumentation for det, er jeg sikker på, at det er noget, der findes mange andre steder i landet, forklarer han og peger eksempelvis på Herning.
Vil se lækre ud
På billederne i Viborg-mappen har de unge piger typisk stået foran et spejl iført undertøj eller helt nøgne i en udfordrende stilling.
Det forklarer Erik Hykkelberg.
- De har jo taget de her billeder, fordi de godt ville se lækre ud over for nogle, men det har aldrig været meningen, at det skulle offentliggøres, så alle kunne se dem, forklarer han.
Lette at udpege
Erik Hykkelberg forklarer, at der er tale om helt almindelige piger mellem 13 og 17 år. Mange af dem er fra lokalområdet og lette at identificere.
Ved flere af billederne er der nemlig tilføjet pigens navn, samt hvilken skole hun går på.
- Og når det nu er piger fra lokalområdet, vil folk fra området, der kigger i mappen, kunne genkende hende fra Føtex, hende der spiller håndbold, eller hvad det nu måtte være, forklarer han.
- Lad nu for Guds skyld være
Derfor bruger politiet mange kræfter på at forebygge, at de unge piger - og drenge - overhovedet ender i den slags situationer.
Det kan være ved at få forældrene i spil eller ved at opsøge de unge på skolerne. Og budskabet er klart.
- Det vigtigste er simpelthen at få fortalt, at de ikke skal tage de billeder, forklarer Erik Hykkelberg.
- Lad nu være. Lad nu for Guds skyld være.