Plejemor på Fyn frikendt for vold

Kvinden var tiltalt for vold mod en dengang 12-årig plejesøn. Drengens biologiske mor håber, anklagemyndigheden anker.

En plejemor fra Odense blev mandag eftermiddag i Retten i Odense frifundet for vold mod en dengang 12-årig dreng, hun havde i pleje. (Foto: © Søren Juul Baunsgaard, DR Midt & Vest)

En plejemor fra Odense blev mandag eftermiddag ved retten i Odense frifundet for vold mod en dengang 12-årig dreng, hun havde i pleje. Episoden fandt sted i marts sidste år.

På en videofilm, der er blevet vist på TV2 og på nettet, ser man kvinden i raseri råbe ad drengen og optræde voldsomt overfor ham.

I følge anklageskriftet har plejemoren også holdt drengen fast og presset et knæ mod hans krop. Plejemoren har nægtet sig skyldig og har forklaret, at hun holdt drengen fast, fordi han var til fare for sig selv og andre.

Søster filmede episoden

Det var iøvrigt et andet plejebarn, drengens ældre søster, der filmede episoden.

Kvindens forsvarer, Georg Steenbo, siger, hun er lettet efter frifindelsen.

- Det er en stor forløsning for min klient, som har har været igennem en del i perioden, siger han til DR Fyn.

- Hun har på grund af sin tavshedspligt ikke kunnet udtale sig, så sagen har været præget af envejskommunikation, mener han.

Op til statsadvokaten, om der skal ankes

Anklager Rikke Brændgaard havde krævet en dom for vold og fængselsstraf.

- Det mener vi, sagen berettiger til. Men retten mente ikke, der var tilstrækkeligt bevis, og det tager vi til efterretning.

- Vi skal nu læse dommen, og det er så op til statsadvokaten, om vi skal gå videre til landsretten, siger hun.

Den biologiske mor er utilfreds

Drengens biologiske mor, Mette Granata, synes ikke, dommen er ok.

- Min søn blev udsat for vold. Det kan godt være han var flabet, men han slog ikke ud mod plejemor, siger hun og håber dommen ankes.

Drengen er i øjeblikket hos en plejefamilie på Samsø.