Pind: Angreb på betjente er angreb på os alle

Politikerne raser, efter to betjente blev skudt under en rutineopgave på Christiania.

To personer - heriblandt den formodede gerningsmand - eftersøges lige nu af politiet. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

- Det er et angreb på os alle, siger justitsminister Søren Pind (V) om nattens skudangreb mod to betjente på Christiania.

De to betjente og en civil udlænding blev skudt og såret, da politiet var til stede på Christiania under en rutineopgave. Da betjentene ville foretage en anholdelse, trak gerningsmanden et skjult våben og skød sig fri.

https://twitter.com/sorenpind/status/771202043960696834

Skyderiet har også fået andre politikere til tasterne med kommentarer.

En af dem er den tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) har også kommenteret skyderiet.

- Forfærdelige hændelser på Christiania. Alle mine tanker går til de sårede, familierne og kollegerne i Københavns Politi.

En anden er De Radikales leder, Morten Østergaard.

- En forfærdelig nyhed, som vi står op til i dag. Mine tanker går til betjentene og deres pårørende. Er dybt berørt, skriver han på Twitter.

Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, kalder det vanvittigt:

- Vanvittigt, hvad der er foregået på Christiania i nat. Vores dygtige betjente skal ikke bydes det.

På et pressemøde sagde politidirektør ved Københavns Politi, Thorkild Fogde, at de kriminelle er gået over grænsen.

- Vi er opmærksomme på, at der er gode kræfter og fredelige kræfter på Christiania, men nu synes vi, at de kriminelle for alvor har overskredet grænsen, og derfor må det være tid til at lægge afstand til den organiserede kriminalitet i Pusherstreet og få dem presset ud:

Politiet eftersøger lige nu en mand, der beskrives om cirka 25 år, 175 centimeter høj og med langt hår, der dog kan være klippet kort.