Der er fundet langt flere alvorlige PFAS-forureninger i det danske grundvand, end hidtil beskrevet.
Det viser en kortlægning, som DR har lavet på baggrund af regionernes målinger.
104 steder rundt om i landet har regionerne målt over 100 gange så meget PFAS i grundvandet som grænseværdien.
- 100 gange over grænseværdien er jo nogle meget høje koncentrationer. Jeg synes det viser, at problemet skal tages alvorligt, siger Bjarne Strobel, der er grundvandsforsker og lektor i miljøkemi på Københavns Universitet.
Danske Regioner: Vi står over for en alvorlig udfordring som samfund
Ved 22 af de 104 forureninger er der endda målt over 1000 gange så meget PFAS i grundvandet som grænseværdien.
Også regionerne selv er bekymrede over de mange voldsomme forureninger.
- Det her er jo en alvorlig sag. Vi ved desværre, at der er PFAS mange steder i vores land. Det kommer ned med regnvand. Det kommer ind med havskum, og det er jo desværre også nogle steder i vores grundvand, så det er en alvorlig udfordring, siger Mads Duedahl, der er formand for Danske Regioners miljøudvalg og regionsrådsformand i Region Nordjylland (V).
Lossepladser, forkromning og tekstilfabrikker
Blandt de 104 værste forureninger er der især en del tidligere og nuværende brandøvelsespladser, hvor brandfolk har brugt PFAS-holdigt brandskum til deres øvelser.
Derudover er der også en del lossepladser og grunde, hvor der har været forskellige typer industri, hvor man har brugt PFAS-kemikalier. Det gælder for eksempel forkromning, maling, autolakering, tekstilfabrikker og plastfabrikker.
På det interaktive kort herunder kan du klikke på hver af de 104 største PFAS-forureninger af grundvandet, som regionerne har fundet, og se info om forureningerne.
Bekymring for drikkevandet på sigt
Lektor Bjarne Strobel understreger, at vandværkerne løbende tester for PFAS, og at det indtil nu er relativt få vandværker, der har fundet PFAS over grænseværdierne i selve drikkevandet.
Forklaringen er, at regionernes målinger ofte er taget i de øvre grundvandsmagasiner, mens vandværkerne ofte henter drikkevandet længere nede.
Alligevel er de mange grundvandsforureninger alvorlige, forklarer han.
- På den lange bane betyder det noget for muligheden for at indvinde grundvand fremadrettet, så derfor skal vi helst ikke have for stor del af grundvandsmagasinet forurenet, siger Bjarne Strobel til DR.
Samme bekymring kommer fra foreningen Danske Vandværker.
- Måske er det noget, der er på vej ned igennem jordlagene, og som stille og roligt havner nede i det grundvand, vi skal bruge til drikkevand, siger Danske Vandværkers direktør Susan Münster.
DR’s gennemgang omhandler regionernes målinger af de fire mest udbredte typer PFAS (PFOS, PFOA, PFNA og PFHxS) og grænseværdien for summen af disse fire PFAS.