Peter Madsens forsvarer: Der mangler at blive belyst vigtige detaljer

Betina Hald Engmark skal i dag udspørge sin klient, Peter Madsen, under det andet retsmøde i sagen.

I dag er det forsvarsadvokat Betina Hald Engmarks tur til at udspørge sin klient i ubådssagen. (© (c) DR)

I dag løber det andet retsmøde af stablen i sagen, hvor Peter Madsen er tiltalt for at have dræbt journalisten Kim Wall om bord på sin ubåd Nautilus i sommer.

Her får Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark, mulighed for at udspørge sin klient om, hvad der førte til, at Kim Wall mistede livet på ubåden 11. august sidste år.

Forud for retsmødet ønsker forsvarsadvokaten ikke at komme ind på, hvilke spørgsmål hun vil stille den drabstiltalte.

Hun pointerer dog, at det er vigtigt, at Peter Madsen får lov til at komme med hele sin forklaring.

- Det er min opfattelse, at der mangler at blive belyst nogle vigtige detaljer omkring selve dagen, men også om min klients forhold op til selve dagen, siger hun.

Mediefokus påvirker sagen

Betina Hald Engmark påpeger, at drabssagen mod Peter Madsen for hende er en helt almindelig sag, hvor hun har en klient, hvis interesser skal passes og plejes.

Men sagens enorme mediefokus gør alligevel, at forsvarsadvokaten er nødt til at gribe nogle ting lidt anderledes an.

- Det gør selvfølgelig, at jeg for eksempel er nødt til at komme i rigtig god tid, og at jeg måske forbereder tingene på en lidt anden måde, siger hun uden at uddybe yderligere.

Tror du, at det her fokus påvirker sagen?

- Ja, det gør det. Men jeg håber, at dommerne stadigvæk formår at holde fokus på, at det er de ting, der kommer frem i retten, de skal vurdere sagen på og ikke alt det andet, siger Betina Hald Engmark.

Der er i alt afsat 11 retsdage til sagen. Der forventes dom 25. april. Peter Madsen nægter sig skyldig i drab, men har erkendt usømmelig omgang med lig ved at partere den kvindelige journalist.

DR Nyheder følger sagen live hele dagen. Retsmødet begynder klokken 09.30. Følg sagen her