I dag lidt over middagstid blev drabsmanden Peter Madsen efter et mere end to timer langt retsmøde kørt bort fra Retten i Glostrup. Indtil videre varetægtsfængslet i 14 dage.
Dommer Morten Juul Nielsen fortæller, at fængslingen sker af hensyn til politiets videre efterforskning af Madsens dramatiske flugt fra Herstedvester Fængsel i går.
En flugt, hvor Peter Madsen på kort tid nåede at true både personale, betjente og en tilfældig bilist.
Peter Madsen erkender sig skyldig i flugt og trusler. Han nægter dog ifølge sin forsvarer, at der skulle være andre medgerningsmænd til flugten.
Retsmødet blev holdt for lukkede døre, så hvad der præcist er kommet frem forbliver indtil videre hemmeligt. Men ifølge dommeren valgte Peter Madsen at afgive forklaring.
Sigtelserne røber dog, hvordan politiet ser på sagen.
Vi har rekonstrueret forløbet, som det fremgår af sigtelserne.
10:15 Peter Madsen truer psykolog
Peter Madsen indleder sit flugtforsøg ved at true en kvindelig fængselspsykolog.
Han er udstyret med en pistolattrap og et falsk bombebælte. Han siger til psykologen, at han har en bombe, og tvinger hende til at lukke sig ud af bygningen og følge med sig ud til fængselsporten.
Ifølge sigtelsen er truslen tilstrækkelig til at fremkalde "alvorlig frygt for liv og helbred".
10:20 Truer fængselsbetjent til at åbne porten
Ved fængselsporten truer Peter Madsen en mandlig fængselsbetjent. Han siger igen, at han har en bombe, og at han vil bringe den til sprængning, hvis betjenten ikke åbner porten. Fængselsbetjenten, der frygter for sit liv, åbner porten, og Peter Madsen stikker af til fods.
10:21 Fængslet slår alarm
Klokken 10.21 ringer personalet til Københavns Vestegns Politi, der sender alle vogne afsted, nærmest inden Peter Madsen er nået ud ad porten.
10:25 Peger 'pistol' mod betjente
Peter Madsen løber fra fængslet. To fængselsbetjente løber efter ham. På Nyvej i Albertslund, cirka en kilometer fra fængslet, peger Peter Madsen "på kort afstand" attrappistolen mod betjentene.
Det giver endnu en sigtelse efter straffelovens paragraf 119, stk. 1, om "vold eller trussel om vold mod personer i offentlig tjeneste eller hverv". Strafferammen er op til otte års fængsel.
10:25 Truer chauffør i varevogn
Peter Madsen sætter sig ind på passagersiden af en hvid varebil og peger på chaufføren med sin attrappistol.
Han råber: "Kør, kør, kør" og "Hvis du ikke kører bilen, så skyder jeg dig". Chaufføren taler dog ikke dansk.
Det mislykkedes for Peter Madsen at stikke af, da politiet i samme øjeblik ankommer.
10:26 Peter Madsen anholdes og truer med bombe
Under anholdelsen truer Peter Madsen politipersonalet med, at han har en bombe, "sprængstoffer om livet" som anklageskriftet formulerer det.
Derfor kører man ikke væk med Peter Madsen med det samme. Sprængstofhunde markerer dog ikke, at der er spor efter sprængstoffer, men bombebæltet ser ifølge politiet realistisk ud. Ammunitionseksperter og "rullemarie" tilkaldes.
På pressefotos fra stedet kan man se, hvordan Peter Madsen sidder i græsset med ryggen mod et hegn, mens politiet peger på ham med deres våben. Først ved 13-tiden meddeler politiet, at Peter Madsen er kørt bort.