Peter Madsen vil have formildet sin livstidsstraf, som han fik i Københavns Byret i april for drabet på den svenske journalist Kim Wall.
Han har ikke anket spørgsmålet om sin skyld.
- Anklagemyndigheden påstår stadfæstelse af byrettens dom på livstid. Peter Madsen påstår formildelse af straffen. Ankesagen kommer alene til at vedrøre straffens udmåling og ikke skyldsspørgsmålet.
Det skriver Statsadvokaten i København på Twitter.
Ankesagen er endnu ikke berammet.
Onsdag den 25. april afsagde Københavns Byret dom over den 47-årige ubådsbygger.
Han blev idømt fængsel på livstid for drab på journalisten Kim Wall samt seksuelt overgreb af farlig karakter, usømmelig omgang med lig og overtrædelse af reglerne om sikkerhed til søs.
Peter Madsen dræbte Kim Wall i den privatbyggede ubåd Nautilus den 10.-11. august sidste år.
/DR Nyheder