PET stævner Politiken for at offentliggøre PET-bog

PET kræver millionbod til Politiken og fængsel til chefredaktør Christian Jensen, skriver pol.dk.

Politiken valgte søndag 9. oktober 2016 at bogen *Syv år for PET trods fogedforbud, og nu kræver PET 15 millioner kroner i bod. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

PET stævner JP/Politikens Hus for at bringe den omstridt PET-bog 'Syv år for PET'.

PET kræver en bod på 15 millioner kroner fra Politiken og fængsel til chefredaktør Christian Jensen, skriver pol.dk.

Det var netop Christian Jensen, der tog beslutningen om at bringe bogen som et tillæg, efter at der var nedlagt fogedforbud.

Han kræves idømt en fængselsstraf på fire måneder.

Det er Kammeradvokaten, der er statens advokat, der har stævnet JP/Politikens Hus på vegne af PET.

Bogen "Syv år for PET - Jakob Scharfs tid" handler om den forhenværende PET-chef Jakob Scharfs tid i efterretningstjenesten.

I går gav Procesbevillingsnævnet JP/Politikens Hus lov til at føre sagen om forbuddet videre til Højesteret. Årsagen er, at forbuddet var rettet mod mediekoncernen og direktionen, og ikke mod chefredaktøren.

Sagen i Højesteret ændrer ikke må dagens sagsanlæg, oplyser PET.

I JP/Politikens Hus siger direktør Stig Ørskov, at man netop afventer afgørelsen i Højesteret.

- Som vi tidligere har sagt, finder vi det betænkeligt, at Østre Landsret i sin kendelse ikke fastholdt medieansvarslovens grundlæggende princip om, at det er den ansvarshavende redaktør, der har det fulde ansvar for indholdet, siger han.

/ritzau/