Paula Larrain er vært på nyt trosprogram: Jeg har selv oplevet et mirakel

Den nye vært på ’De højere magter’ tvivler til tider og er ikke dogmatisk omkring sin tro.

Paula Larrain og Anders Laugesen er værter for "De højere magter" på P1. (Foto: © Dr, (c) DR)

Hvad er et mirakel? Og hvordan hænger mirakler sammen med tro og religion?

Det var omdrejningspunktet i første afsnit af P1’s nye trosprogram ’De højere magter’ med Anders Laugesen og Paula Larrain.

Sidstnævnte journalist, tv-vært og klummeskribent har faktisk selv oplevet et mirakel.

I sin ungdom var hun ’glødende’ ateist, men en voldsom oplevelse fik hende til at opdage troen.

- Jeg er begyndt at tro på mirakler, efter jeg har oplevet et.

Episoden skete for 15 år siden, hvor søsterens søn pludselig fik hjertestop. Lægerne regnede ikke med, at barnet ville vågne – men det gjorde han.

- Lægerne var målløse, og sagde, at det trodsede al deres viden og erfaring. De erklærede over for os, at det ikke havde noget med dem at gøre, men at det var et vaskeægte mirakel.

- Jeg tvivler ofte

Det første afsnit af ’De højere magter’ havde premiere i dag, og i den anledning var Paula Larrain med i TÆT PÅ på dr.dk, hvor brugerne kunne stille hende spørgsmål om det nye program og hendes egen tro.

Blandt andet ville brugeren René gerne vide, hvordan Paula Larrain definerer sin Gud.

- Jeg tror på Gud og hans søn Jesus. Derfor er jeg kristen, men som jeg også giver udtryk for i programmet, er jeg som menneske meget åben og kun delvis dogmatisk omkring min tro, lød svaret.

Men giver det overhovedet mening at definere sin tro og Gud, ville brugeren Aksel vide.

- Det giver mening for mig, men som svaret længere nede, så er jeg også nysgerrig på andres tro. Jeg har folk tæt på mig, der er buddhister og muslimer. Det forholder jeg mig til med nysgerrighed og åbenhed. Og jeg kan nogle gange have tanken, at kilden ligger samme sted. Hvem ved. Jeg er ret økumenisk anlagt som menneske, svarede Paula Larrain.

Et andet spørgsmål gik på, om radioværten til tider også tvivler.

- Jeg tvivler ofte. I nogle perioder mere end andre, svarede hun.

Ikke kun for kristne og troende

Men programmet er ikke kun for de kristne. Eller kun for de troende for den sags skyld. Gæsterne kommer til at tælle eksperter, præster, imamer, lamaer, clairvoyante og forskere, og programmet vil favne alle former for tro – også den tro, der ikke nødvendigvis er hængt op på en religion.

- Alle er velkomne, og jeg tager også en naturlig skepsis med ind, hvis det er relevant. Det er jo tro, netop ikke viden, vi taler om.

- Det her skulle gerne blive et bredt program, som kan appellere til et nyt publikum, som måske også kan blive lidt udfordret, måske ligefrem provokeret af andres måder at tro på. "Vi taler om det" er mit motto.