Patientforeninger: Fritstilling løser ikke styrelsens problemer

Helt grundlæggende problemer i Sundhedsstyrelsen bliver ikke løst af en fritstilling i toppen, lyder det.

Patientforeninger mener, at Sundhedsstyrelsen har problemer, som har rod dybt i systemet. (Foto: © DR Nyheder, DR Nyheder)

Else Smith er torsdag blevet fritstillet som administrerende direktør i Sundhedsstyrelsen, men det løser ikke helt grundlæggende problemer i styrelsen.

Det mener patientforeningerne Bedre Psykiatri og SIND.

Foreningerne repræsenterer blandt andet psykisk sårbare og deres pårørende og har tidligere udtrykt stor utilfredshed med Sundhedsstyrelsens håndtering af den psykiatersag, som DR har afdækket siden februar.

- Jeg efterlyser stadigvæk en tilbundsgående undersøgelse af, hvor i systemet der er blevet begået fejl. Det er ikke kun hende (Else Smith, red.), som har siddet og udfyldt papirer - hun får jo hjælp fra nogle, siger landsformand i patientforeningen Bedre Psykatri, Birgit Elgaard, til DR Nyheder.

Fritstilling er en god idé

Selvom patientforeningerne Bedre Psykiatri og SIND ikke mener, at en udskiftning i ledelsen isoleret set kan løse Sundhedsstyrelsens problemer, er de enige om, at fritstillingen af Else Smith er en fornuftig start.

- Hvis man vildleder Folketinget, har man underskrevet sin egen opsigelse, siger Birgit Elgaard.

Knud Kristensen, landsformand i foreningen SIND, glæder sig også over, at sundhedsminister Nick Hækkerup (S) rydder op i toppen af Sundhedsstyrelsen.

- Det er en klog beslutning. At ministeren har sendt et så stærkt signal, gør, at vi tror på, at man vil løse problemet. Men jeg tror ikke, det bliver nemt for ham, siger han.

En dårlig kultur

Når Knud Kristensen ikke mener, at det bliver let at løse problemerne i Sundhedsstyrelsen, skyldes det, at problemerne ifølge ham har rødder dybt i systemet.

- Vi skal have genoprettet tilliden til styrelsen - særligt til tilsynet. Hvis man bevidst har prøvet at vildlede offentligheden og Folketinget, så er det en meget alvorlig sag, og så skal der nok gøres mere end at fyre en direktør, siger han.

Det synspunkt bakkes op af Birgit Elgaard.

- Det kan ikke passe, at man bliver ved med at holde den ene oplysning efter den anden tilbage. Løsningen handler for mig at se ikke kun om at fyre i ledelsen, det handler i høj grad også om at se på et system, som fra top til bund ikke fungerer, siger hun.

Politisk enighed glæder forening

Sagerne om psykiateren Arne Mejlhede og senest den hjerneskadede psykiater fra Vestjylland har tæret hårdt på tilliden til Sundhedsstyrelsen, og patientforeningerne er altså enige om, at der ligger meget arbejde forude, før troen på styrelsen er genvundet.

Alligevel er der en smule optimisme at spore hos Knud Kristensen, som glæder sig over den store politiske enighed, der har været i sagen.

- Jeg har hæftet mig ved, at vi har nogle enige psykiatriordførere i Folketinget og en minister, som bakker op, og det gør mig lidt optimistisk, selv om det er en ekstremt sørgelig sag.