Patentdomstol: Regeringen beskyldes for ja-manipulation

En oplysningsfilm om EUs patentdomstol beskyldes af Enhedslisten og retoriker for at være meget unuanceret.

Den 25. maj er der folkeafstemning om den fælles europæiske patentdomstol. (Foto: © European Commision photo., Istockphoto)

Kritikken hagler ned over regeringens nye oplysningsfilm om EUs patentdomstol, der blandt andet skal vises som OBS-indslag på DRs kanaler frem mod folkeafstemningen 25. maj. Det skriver Politiken.

Filmen, der allerede ligger på Erhvervs- og Vækstministeriets valgside patentreformen.dk, varer kun 37 sekunder.

Den viser to animerede figurer med lysende pærer som hoveder hoppe rundt på et europakort, mens en kvindestemme fortæller, at vi snart skal stemme om store og små idéers fremtid.

Dybt manipulerende

- Filmen er dybt manipulerende, siger Pernille Skipper, retsordfører for Enhedslisten, der sammen med Dansk Folkeparti anbefaler et nej til Danmarks deltagelse i EUs fælles patentdomstol.

Heidi Jønch-Clausen, der er retoriker og adjunkt ved Syddansk Universitet, har forsket i politisk kommunikation.

Hun mener, at både oplysningsfilmen og resten af hjemmesiden patentreformen.dk er meget unuanceret.

- Hele Erhvervs- og Vækstministeriets fremlægning af sagen er meget ensidig, tromlende og arrogant. Vi hører kun de økonomiske argumenter, mens nej-partiernes mere principielle argumenter om blandt andet. suverænitetsafgivelse slet ikke er repræsenteret.

Nævner ikke modstandernes synspunkter

- Det havde klædt ministeriet, hvis man bare i en enkelt sætning eller to havde anerkendt modstanderens synspunkter, siger Heidi Jønch-Clausen.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) affejer kritikken som en urimelig anklage mod hjemmesiden og den oplysningsindsats, der bliver gjort.

Han mener, at hjemmesiden har en meget lødig opsætning.

/ritzau/