Miljøminister Magnus Heunicke (S) er nødt til at komme i gang og levere på regeringens løfte om en handlingsplan i forhold til PFAS.
Sådan lyder det nu fra flere partier på Christiansborg, der også er parate til at sende flere penge ud til indsatsen i regionerne.
- Hvis jeg var miljøminister, så ville jeg få gang i telefonen nu, ringe til miljøordførerne og forhandle den handlingsplan i turboforløb, lyder det Torsten Gejl, der er miljøordfører for Alternativet.
- Heunicke er jo vant til at håndtere rimeligt store problemer, så jeg forventer, at han sætter turbo på det her.
Syltekrukken bekymrer
Meldingen kommer efter, at DR har gennemgået de mere end 16.000 grunde, som Danske Regioner har udpeget som potentielt forurenet med PFAS – og hvor regionerne har offentlig indsats på grund af risikoen for boliger eller grundvand.
Gennemgangen viser, at omkring 2.300 af stederne er private parceller, hvor borgere kan dyrke grøntsager i deres haver. Flere steder holdes der også kolonihaver.
Og i sidste uge viste en stikprøve, at der blev fundet PFAS i græs på 60 ud af 67 statsejede arealer i niveauer, der lå over Fødevarestyrelsens indikatorværdi.
Regeringen har da også lovet, at der kommer en national handlingsplan ”for at afværge, inddæmme og oprense PFAS-forureninger”. Og det skal den nu levere på, lyder det fra Enhedslistens miljøordfører Mai Villadsen, der kalder PFAS-problematikken er en af de allermest presserende miljøsager.
- Jeg kan næsten ikke understrege nok, hvor meget det her haster, og derfor mener jeg også, at miljøministeren nærmest bør rydde alt andet af sit skrivebord og fokusere entydigt på at få lavet den her handlingsplan hurtigst muligt, siger hun.
Også hos Nye Borgerlige mener miljøordføreren, Kim Edberg Andersen, at regeringen må træde i karakter.
- Det haster ret meget, at regeringen melder en tidsramme ud, og hvad de har tænkt sig at gøre. Som en, der ikke er med i regeringen, kan jeg da godt være bekymret for, at det her bliver en rigtig lækker syltekrukke, siger han.
Kim Edberg Andersen mener dog også, at der er brug for mere viden om problemets omfang, og den vurdering deler Hans Kristian Skibby, miljøordfører for Danmarksdemokraterne.
- For at kunne komme i gang med en national strategi for, hvad der kan gøres, så er det vigtigt, at vi får skabt et større overblik – og overblikket kommer ved, at vi får flere målinger og flere informationer ind forskellige steder fra i Danmark.
Parat til at give regionerne flere penge
Det er regionerne, der har ansvaret for indsatsen omkring jordforurening.
De vurderer, at det vil koste 4,5 milliarder kroner at komme i bund med PFAS-problematikken, men med de omkring 450 millioner kroner der årligt bruges på at kortlægge og oprense alle typer af forureninger er udsigterne til klarhed lange.
Skal der for alvor rykkes på dagsordenen, så skal der flere penge til, lyder det. Og det er flere af partierne klar til at levere.
- Selvfølgelig skal Danske Regioner have flere penge, for den her miljøkatastrofe er enormt omfattende, og det kræver rigtig mange ressourcer at få undersøgt, hvor problemet er og få ryddet op efter det, siger Enhedslistens Mai Villadsen og bakkes op af Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige.
- Jeg sidder selv i et regionsråd og ved, at det er super nemt at stå på talerstolen herinde og sige, at regionerne skal gøre noget og så ikke sende midler med. Hvis vi skal have undersøgt det her, så kommer det til at koste ressourcer, og dem må man jo så komme med herindefra.
Minister vil give vished hurtigst muligt
Miljøminister Magnus Heunicke (S) erkender, at det er vigtigt at få gjort noget ved PFAS-problematikken. Derfor har regeringen også lovet, at der kommer en særlig handlingsplan for området.
- Vi er i fuld gang med at indsamle information - og i øjeblikket er det næsten hver uge, at vi får nye bekymrende data og fund - og det er vi jo nødt, før vi ved præcis, hvad det er for redskaber, der skal sættes ind på landsplan, siger han.
Der vil dog blive tænkt på private borgere i den kommende handlingsplan.
- Man skal have vished så hurtigt som overhovedet muligt, og jeg forstår godt de grundejere – om det er parcelhusejere eller kolonihaveejere eller andre – som bruger haven og dyrker grøntsager har brug for at vide, at det er trygt og sikkert, siger han.
- Derfor så er det jo meget afgørende vigtigt, at det her bliver et selvstændigt punkt i den nationale handlingsplan.
Magnus Heunicke kan endnu ikke sige, om der med handleplanen vil følge flere penge med til regionerne, men han erkender, at det ikke er noget, "der kan gøres gratis".